De troende og Jesu korsfæstelse
477. Så ser vi den ændring, der kommer med Kristus. Her er nogle præster, ypperstepræster eller hvad de nu er, som jeg har givet orange farve for at illustrere det dræbende princip. Oprindeligt er billedet ikke farvet sådan, men i dette tilfælde ville jeg gerne vise det som et symbol og vise den dræbende ånd, man hylder ved Kristi korsfæstelse. De ser, at Guddommen heroppe også er i denne orangefarvede tilstand. Man mener, at det er Gud velbehageligt, at sådan et væsen bliver myrdet, for det var jo en fanatiker, der vildledte folket, fik det bort fra præsterne, fra ypperstepræsterne osv.
      Men De ser altså, at jeg også har givet det gul farve. Denne gule farve betyder humanitet. Det var jo netop den højeste humanitet, der blev vist på korset, ved at Kristus uden at være bitter, uden at være vred, uden at være hadefuld, midt i sine forfærdeligste smerter og lidelser kunne sige, at han var bange for, at de skulle komme til at lide, fordi de havde gjort ham fortræd. Han siger også: "De vide ikke, hvad de gøre". Her skinner lyset jo vældigt igennem i forhold til disse uvidende horder, som ingenting ved, men som i deres fanatisme er onde, for det er faktisk det, de er.
      Men der kommer lyset så frem og begynder at danne sig til, og der opstår den rene kristendom, som også kommer til at vise, at denne korsfæstelse fandt sted for netop at være en kolossal kontrast til disse væsener. De kunne ikke engang tåle at se, at han talte de guddommelige ord. Men han kan tåle, at de stikker nagler igennem hans hænder og fødder og lader ham pines til døde, og han kan endda være den samme og endda velsigne dem. Det var dette, der var verdens frelse. Det var det, der begyndte at skabe en lys verden, at ændre Valhals guder, at ændre disse indbildte paradiser og denne indbildte fortabelse osv. Det kom med denne korsfæstelse.