Fra de troendes paradis. (Helvede og himmel)
476. Her ser vi et billede af de troendes himmel, altså kristendommens himmel. Der har været tider, hvor man i den grad troede på djævlen, man straffede, og man brændte hekse. Inkvisitionen var jo en forfærdelig tilstand, en skrækkelig forfølgelse. Alle dem, man fik angivet, tvang man til at bekende, at de var en heks, eller at de havde gjort det og det.
      Her ser vi konger, fyrster osv., der tror, at de gør vældige velgerninger ved, at de her lader mennesker dræbe og myrde. Det forekommer jo så også i deres tankeverden, i deres helvede, når de skal ind på det andet plan. Vi ser, at de har deres himmel øverst oppe. Det er for dem, der efter deres begreber er frelste.
      Men det fundamentale er jo, at de er fortabte. Når de lever sådan og sådan, er de kun kvalificerede til helvede, og der må de altså straffes og brændes. Den orange farve skal betyde, at det er det dræbende princip. Det samme gør sig gældende for vældige krigsvæsener, for væsener, der i den grad mener, at krig skal der til, det er den eneste måde at gøre det på, man skal slå igen og alt det. Og her får de virkelig dette. Hvad andet skulle de få?
      Sådan er der også slagsmål på gaden. Forleden aften så jeg et slagsmål mellem to unge mennesker, og så var der en soldat, der gik hen og fik dem skilt ad, og så råber flokken: Lad være! Bliv borte! Lad dem slås! – siger de helt irriterede. Men soldaten fik dem da skilt ad, og de blev gode venner. Det var godt, synes jeg, men så ser man, at flokken står og råber op om, at de skal bare slås videre. De ville jo gerne se, at den ene af dem blev slået bevidstløs. Jamen hvad så? Det fundamentale er deres tankearter, deres ønsker, og hvad vil de så få at se i den åndelige verden? Ja, der skal de nok få slagsmål at se. Det bliver lige så vældige slagsmål, som de ønsker det, for de danner dem selv i deres tankesfære.
      Man forstår, hvor farligt det er at have sådanne lyster, for så dannes det. Derfor er det, at der opstår denne skærsild, hvor ens tankevaner, ens indstillinger, dannes i materien, og det er ikke så rart, fordi der er jo ingen anden verden end tankeverdenen, og når de andre dér ligeledes tænker tilsvarende, bliver det kedeligt. Se, her kan solen skinne, det kan være sommer, og fuglene synger, selv om man er bedrøvet osv. Det er noget, der liver op, men det er der ikke i den åndelige verden. Der er der ikke andet end det, at man bliver ulykkelig, at man må råbe om hjælp.