Gennem døden 1
Symbol nr. 91
475. Symbolet skal vise, hvad der sker, når menneskene dør. Hvis man kender det enkelte menneskes struktur, kan man allerede på forhånd nogenlunde forstå eller vide, hvad det vil komme til at opleve, når det går over på det åndelige plan.
      Nederst på symbolet ser vi en række små lodrette felter, hvor hvert felt symboliserer en bevidsthed. I det første felt er der meget sort, hvilket skal symbolisere et meget primitivt væsen. I det næste felt er det lidt mere hvidt. Det er udtryk for, at kristusbarnet eller kristusmentaliteten vokser. Det er her, at dyret bliver til menneske.
      Det ufærdige menneske består af to forskellige naturer, den dyriske og den menneskelige. Den dyriske natur er dette, at enhver er sig selv nærmest, at den stærkeres ret gælder, at det gælder om at hævde sig selv. Den menneskelige natur er dette, at man ønsker at være en sol, at man ønsker at være til glæde og velsignelse for andre, at man hellere vil give end tage. Ligesådan er den intellektualitet, væsenet udvikler, en del af den menneskelige natur. Det er disse forskellige stadier, vi ser forneden på symbolet. Fra venstre mod højre ser vi, at væsenerne bliver højere og højere udviklede, og at kristusmentaliteten bliver større og større.
      Der er ikke fysisk skabelse på det åndelige plan. Den åndelige verden er baseret på vor bevidsthed, på vor tanke, og man kommer derfor til at opleve det åndelige plan i forhold til den bevidsthed, man har. Mængden af det lyse og det mørke i bevidstheden bliver bestemmende for, hvad vi kommer til at opleve i den åndelige sfære, der er symboliseret ved det sort-hvide område lige over den orange figur. Vi skal igennem dette område for at komme opad til de andre åndelige planer. Disse åndelige planer kender religionerne ikke noget til, de kalder det paradis. Men når man kender kredsløbene og bevidsthedsenergiernes placering, kan man lære at forstå, hvad der sker, og hvad man med sine evner kan opleve efter døden.
      De religiøse væsener er båret af instinkt og tro, de kender ikke til analyser. De ved blot, at hvis man ikke er god og ikke er sådan og sådan, så kan man risikere at blive fortabt og gå til et evigt helvede. Dette helvede er symboliseret ved figuren med dødningehovedet og flammerne. Det er døden. Der er mange, der tror, at der ikke er andet end døden. Andre tror, at man skal brændes i helvede og have en evig straf osv. Men der er hverken straf eller evig ild, det har slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Det er menneskenes egne forestillinger, og de må jo gøre sig gældende. Disse forestillinger er fundamentale hos en masse mennesker. Hvis man til disse mennesker siger, at det slet ikke er rigtigt, og at der ikke findes noget evigt helvede, så tror de, man er en vantroende. De vil sige, at det står skrevet der og der, og at det siges i kirken osv. Man kan ikke få de troende væk fra denne tanke. Og hvordan skal de så komme væk fra denne tanke? De kommer således ind og ser dette helvede. Det er deres egen forestilling. Jeg ved om et tilfælde med en mand, der skulle til at dø. Han lå på dødslejet og råbte og skreg, at han brændte i helvede. Han havde ikke været så god, som han skulle være, og så måtte han jo tro, at han netop var kvalificeret til helvede. Der måtte to mand til at holde ham, for han følte, at han brændte i helvede. Men så råber han på Kristus, og så siger han: "Nu kommer Kristus". Der skete altså det, som altid sker, når man råber om hjælp, nemlig at man får hjælp. Det var jo en skytsengel, der kom og hjalp ham, og så blev han befriet af sin skærsild.
      Det kan således være farligt og meget ubehageligt at have sådanne tankearter. Men længere fremme, hvor man har meget lys i bevidstheden, vil man komme til at opleve et tilsvarende lys efter døden. I religionerne er der jo lovet menneskene et paradis, som på symbolet er vist ved det hvide felt med den gyldne stad. De forskellige former for paradis og helvede er naturligvis som de forestillinger, menneskene har dannet sig på det materielle plan. Vikingerne havde deres guder og deres Valhal, som var udtryk for deres opfattelse af himlen. Indianerne har deres evige jagtmarker, og andre naturmennesker har naturligvis også deres forestillinger om et paradis. Det er altså det første, de kan skabe. Det har ikke meget med logik at gøre, men det er det, de kan hjælpe sig med til at begynde med. Disse forestillinger får væsenerne ind på det materielle plan. Det er deres første begyndende noget grove, robuste tankedannelse, der gør sig gældende på det materielle plan. Var væsenerne ikke kommet ned i den fysiske verden, ville der hverken være himmel eller helvede, men nu da de er kommet herned, er de begyndt at opleve kontrastforhold.
      Selv højtudviklede eller fremskredent troende mennesker tror stadig på et paradis, et nyt Jerusalem med guldbelagte gader osv., og det får de skam også lov til at opleve. På dette stadium er menneskene bundet ved instinkt. Det har ikke med logik at gøre. Men foreløbig siger deres instinkt dem, at det må være sådan, og de har også fået det forklaret sådan af autoriteter. De tror på det, og dette at tro er ikke en viljesakt, det er en medfødt automatisk evne, som ligger i dem, og som ligger i alle primitive folkeslag til at begynde med. De tror alle på, at der er et forsyn, at alt er levende osv., det kan man ikke tage fra dem, det er en instinktmæssig tilstand. Men efterhånden som de intellektuelle evner udvikler sig, begynder menneskene at ville ransage og forstå, og de opdager, at disse forestillinger er ulogiske, at det ikke kan passe, og så begynder de at få en helt anden forestilling om de åndelige verdener. Som vi ser på det hvide felt længst til højre, kan mennesket blive så udviklet, at der ikke er nogen tro, der spærrer. De øvrige felter til venstre herfor symboliserer mennesker med deres trosforestillinger, dels om skærsilden, dels om lyset. De kan danne sig de mest forfærdelige forestillinger om skærsilden, og alt efter evne kan de have deres idealer og forestillinger om lyset. Det er alt sammen forestillinger, der ikke er baseret på nogen særlig logik, og disse forestillinger er det fundamentale i disse væseners oplevelse efter døden.
      Men der er andre væsener, der er blevet mægtigt humane og har fået kosmisk bevidsthed, kristusvæsener. Et kristusvæsen er ikke bundet af forestillinger. Inde på det åndelige plan kan det godt se andre væseners forestillinger om helvede og himmel, men det er selv frigjort i kraft af sin intellektualitet og sit kendskab til den virkelige sandhed. Kristusvæsenet kan derfor bevæge sig frit op igennem de åndelige planer.
      De farvede felter (gul, grøn, blå, indigo og rød) symboliserer kredsløbets åndelige riger, som væsenerne bevæger sig igennem, inden de igen skal fødes på det materielle plan (orange farve). (Se stk. 25, 262, 456)