Erindringerne i salighedsriget
471. I salighedsriget er det ligesom her, når gamle mennesker mere og mere kommer til at leve på erindringen om deres manddom og ungdom. Det lever de højt på i alderdommen, og det er akkurat ligesom i det store kredsløb. Når man nu efterhånden har gennemgået det højeste, man kunne skabe og er blevet mæt af det, og man er kommet igennem det højeste af guddommelige ting, som man kan opleve med sin intuitionsevne, bliver man mæt. Man længes mod og tænker tilbage på modsætningen.
      Modsætningen var jo denne drastiske tilværelse her i den fysiske verden. Den kommer faktisk til at stå i et strålende lys. Man længes ligefrem efter denne verden. Netop fordi man kun kan komme til den i erindringen i sin egen indre verden, kommer man til at leve i denne erindringsverden.
      Fra denne erindringsverden er det så, at man bliver født ind i moderlivet ved undfangelsen, og så er man igen på det materielle plan. Men dette livskredsløb er jo kun en miniaturerejse. Det er en gennemgang af det store kosmiske kredsløb, men kun et hurtigt gennemløb. Det jordiske liv er beregnet til en halvfjerdsindstyve år, og det andet liv på det åndelige plan kan gå op til hundrede år.
      Alt efter den åndelige tilstand eller begavelse, vi har, varer det længere og længere på det åndelige plan. Er der meget lidt begavelse her, kommer man hurtigt tilbage. Dyrene kommer hurtigt tilbage, de har ikke meget ophold i den verden, hvor man skaber, og i den verden, hvor der er humanitet. Dyret har jo ikke meget humanitet at leve på. Alt efter som man har udviklet disse åndelige evner, denne åndelige begavelse, er det jo klart, at man kan udrette mere og få større glæde af at være i den åndelige verden. Når man ikke er færdig, går kredsløbet stadigvæk tilbage ned til jorden; så længe man kan længes efter jorden og længes efter de forhold, ja, så fødes man tilbage til jorden.