En moders syn
452. Dette billede symboliserer et princip bag en situation, der meget ofte finder sted. Her gælder det en mor, der havde to små drenge, der døde. Hun var selvfølgelig meget bedrøvet over at miste sine små drenge, og så hænder der det, at hun ved en bestemt lejlighed får et syn. Hun ser sine to små drenge, og de gør tegn, de har det godt, hun må ikke sådan gå og græde, de har det glimrende. Det blev en vældig trøst for moderen, og det er det, kunstneren her har søgt at fremstille.
      Der er sådan en hel masse ejendommelige tilfælde. Det er jo ikke nødvendigt for dem, der er bevidst i det og kender det. Men det er nødvendigt for alle de mange mennesker, der vil begynde at lære disse ting at kende. Hvordan skal det ellers forklares? Hvor får moderen det syn fra? Det blev altså en hjælp for hende. Det viser også, at man fra det åndelige plan kan sende hjælp til det materielle, man er ikke sådan afskåret fra det fysiske plan.
      Om natten, når man sover, er man inde på det åndelige plan, og der kan man på naturlig måde være sammen med dem, som er døde herfra, og dér sker der ikke nogen skade. Men så er det jo, at folk siger, at når man ikke kan huske det næste dag, er der ikke noget ved det. Jo, det er der, men man skal ikke huske det næste dag, for vi har en opgave her, som ville blive ødelagt, som vi ikke kunne opfylde, hvis vi kunne huske alt det, vi oplevede i den åndelige verden.
      Derfor er det sådan, at vi kun får oplevelser med over på det vågne plan på abnorm måde. Når søvnen ikke har været fuldkommen, kan vi drømme. Drømmene er virkeligt brudstykker af vor oplevelse i natbevidstheden. Men når det så blander sig med det vågne menneskes tankegang, blander sig ind i de vågne tanker, så går logikken bort. Så er der ingen ledelse i det, og så kan det blive til noget forfærdeligt ulogisk. Men det kan somme tider hænde, at der går et helt stort stykke af oplevelserne over på det fysiske plan. Meget ofte kan det være en advarsel eller en vejledning til vedkommende.