Den evige kosmiske, organiske forbindelse mellem Gud og gudesøn 2
Symbol nr. 22
448. Her på fortsættelsen ser vi det samme som på det forrige billede, men her er noget, der ikke går hele vejen rundt. Der er et princip, der bevirker, at vi ikke kan se hele vejen rundt, at vi ikke kan se den åndelige verden. Der er en grænse. De to skrå streger afgrænser to felter, så symbolet bliver i to dele. Nedenfor ligger den fysiske verden, og ovenfor ligger den åndelige verden. I midten af symbolet ser vi gudesønnen, det levende væsen.
      I den ydre verden er mennesket bevidst i mineraler (indigo farve), planter (rød farve), dyr og de ufærdige jordiske mennesker i den sidste del af dyreriget (orange farve), og så er der jo begyndt at blive nogle færdige mennesker, således som Kristus (gul farve). Efterhånden som væsenerne får kosmisk bevidsthed, bliver de jo færdige mennesker.
      Se, fysisk kender man det alt sammen. Det er en realitet. Hvis nu mennesket i midten af symbolet trænger til hjælp, kan det bede et af de omgivende mennesker om hjælp. Det er jo mennesker af hans egen slags, og det hjælper ham måske. Så ved han, at det er ham eller hende, der hjalp ham, og så bliver han ikke klogere. Han vil hele tiden tro, at det er Hansen eller Pedersen, der hjalp ham. Men det er ikke rigtigt, det var Guds fingre. Men der er da ikke noget ved bare at lære fingrene at kende, det er da meningen, at man skal lære det væsen at kende, der har fingrene, der har hånden, der hjalp. Men det ville man aldrig lære, hvis ikke der netop var dette skillerum. Men skillerummet bevirker, at den åndelige verden bliver en mystisk verden. Det er mystisk. Der er mange, der mener, den ikke eksisterer. Det er altså de åndelige verdener, vi ser øverst på symbolet.
      Nu kan der ske det, at væsenet kommer ud for en vanskelig situation og beder om hjælp, men der er ikke et eneste fysisk væsen, der vil eller kan hjælpe, og hvad sker der så? Så går automatfunktionen i gang, og væsenet retter sin bøn ud i det ukendte, der er symboliseret ved den øverste del af symbolet. Hele den åndelige verden er ukendt, og Gud er også ukendt. Væsenet sender så sin bøn ud i det ukendte, bort fra det synlige, som vi ser nederst på symbolet. Alle vore tanker går i virkeligheden til dette andet jeg i universet, Guds jeg, der er vist ved den øverste trekant.
      Dette jeg beliver alle de åndelige væsener, lige så vel som det beliver de fysiske væsener, som hjalp. Men nu er der ting, som de fysiske væsener ikke kan hjælpe med, og så er der åndelige væsener, usynlige væsener, som må til for at hjælpe. Det ser væsenet ikke. Det har bare bedt til det ukendte, til Gud, og det får svar. Det ser, det bliver bønhørt på en mærkværdig måde, og derefter begynder det så at opdage, at der virkelig er noget, der hører bønnen. Der er virkelig sket noget. Der kan komme et menneske fra en helt anden kant, et helt fremmed menneske kan komme til stede og bevirke, at det bliver hjulpet. Men det er jo sket ad psykiske veje, og det sker på den måde, at alle disse åndelige væsener er Guds redskaber. Ligesom planter, dyr og mennesker åbenbarer Guds bevidsthed, således er Guds bevidsthed også bag ved alle de åndelige væsener. Det er alle disse væsener på det åndelige plan, som hjælper de fysiske mennesker, der beder.
      Når mennesket beder til Gud, retter det bønnen ud – ikke til en skikkelse, men som Kristus så glimrende har udtrykt: "Du, som er i himlen". Himlen er hele verdensaltet. "Du, som er i himlen" er ikke en skikkelse. Hvis vi danner Gud i en skikkelse, laver vi jo bare et tankebillede. Gud er ikke et tankebillede, Gud er det hele. Ved at rette blikket ud der, hører Gud igennem psykiske væsener, der er lige i nærheden af os. De har kun den opgave at høre de mennesker, der beder, at være skytsengle for menneskene. Der er også skytsengle for dyr.
      Det er alt sammen noget, vi kommer til at opleve, når vi kommer ind på den anden side. Men det er der, og derfor vil det altid have sin betydning, at man kan bede. Det har sin betydning, at man kan bede til Gud. Men vi kan vænne os til at bede til dette jeg, "du, som er i himlen", som er skjult for os her.
      En dag når man frem til at blive bevidst i Gud, en dag bliver man ét med hele verdensaltet. Det sker ved en overordentlig stor lyskulmination. Ved denne lysoplevelse er det, ligesom det hele bliver slettet ud, og man er uden krop. Der er intet andet end et vældigt lys, og det er man noget af. Man fornemmer Gud. Der er Gud. Ved at gå igennem denne store fødsel eller indvielse bliver man altså bevidst i Gud. Jeget er bevidst i Gud, akkurat ligesom hos Kristus, der kunne sige: "Jeg og Faderen vi er ét".
      Det, Faderen ville med alt dette her, ved Kristus. Derfor kunne han fortælle Faderens vilje, han kunne fortælle verdensplanen, hvad der skulle ske osv. Det kosmiske menneske kan det samme, fordi det bliver bevidst i Gud. Se, så behøver skellet ikke at være der længere. Enten det bliver hjulpet af et synligt fysisk menneske, eller det kommer ad usynlige veje, så ved det kosmiske menneske, at det er Gud, der har hjulpet.
      Strålerne i den violette del af symbolet beliver alle de åndelige væsener, ligesom de også beliver de fysiske væsener. Det er jo Guds overbevidsthed, der beliver alle, ligesom det også er Guds jeg, der beliver alle gudesønnerne, og således er Gud levende i alle væsener.
      Når det bliver levende i en, hvilket det gør med humanitetens vækst, så får man en vældig respekt for alt levende, selv for det mindste lille dyr såvel som det største, selv for den værste bandit, såvel som en helgen. Der bliver ikke noget at kritisere, der bliver altid dette at forsvare og vise, hvorfor det er sådan. Der er ikke noget banditvæsen, der er ikke noget djævelskab, men det er alt sammen kolossalt logisk. Det er nødvendigt, at disse ting sker, for at mennesket kan blive til det færdige menneske og blive ét med Gud.