Grand Kursus
Human og fuldkommen
445. Se, således bygges den åndelige verden op. Vi er altså her i den fysiske verden for at dygtiggøre os i at tænke, og den væremåde, vi har, er resultatet af vor tænkning. Men så er der jo det glimrende ved det, at det er inddelt i planer. Her består vi jo af visse lag. Når vi har et dyrisk lag i os, er vi ufærdige. Denne dyriske natur, der kommer til udtryk ved hidsighed, vrede og bitterhed, kan ikke komme med i den åndelige verden. Dette lag må væk.
      I den første sfære er der lejlighed til at få disse lag væk, og når disse lag er væk, kommer man ind på det næste plan. Hvad er der så tilbage? Så er der det område i mentaliteten, hvor væsenet har sin humanitet. Alle har en vis grad af humanitet, selv i en bandit er der humane talenter, der er et vist lille område, hvor han vil være kærlig, hvor han vil være human. Dette lille område kommer så til at bestemme hans bevidsthed, og der kommer han sammen med ligesindede.
      Har man en større grad af humanitet, kommer man højere op. Men der er ikke tale om, at der kan forekomme ufuldkommenheder, for de lag er ikke med. I den fysiske verden har vi alle lagene i vor bevidsthed, vi arbejder på alle planer, men oppe i den åndelige verden bliver vi specificeret ud, således at hvert et lag kommer til sit plan. Den dygtighed, vi har nået, bestemmer altså højden deroppe.