I den åndelige verden lever vi i vor tankeverden
443. Dør et kærligt menneske, der er vant til at gå og hjælpe, der er glad og humant, kommer det sammen med væsener af samme slags, af samme standard. Det har meget at sige, at man er beredt på at dø, og at man får de mørke tanker væk, for hvis man dør, er man således vænnet til at have lyse tanker og kærlige tanker. Der er ikke noget, der trykker, der er ikke nogen, man er ond på. Jamen når der ikke er noget i vejen med bevidstheden, når man dør, er der ingen skærsild.
      Det lyder så voldsomt med skærsild, men skærsilden er ikke sådan en rædselstilstand med et varmt sted, et glødende helvede. Det er det slet ikke. Det er kun vor egen afvigelse fra det normale med hensyn til at være brutal, deprimeret, ond, bitter osv., der kan frembringe skærsild.
      I den åndelige verden lever vi jo i vor tankeverden, og vi lever i andres tankeverden. I de højere verdener kan der ikke være tale om en eneste ufuldkommenhed. Der blander man ikke tingene sammen, for så blev det jo akkurat ligesom i den fysiske verden, hvor alt, ondt og godt, lidelse, smerte og velvære, er rodet sammen. Men det forekommer ikke på det åndelige plan, der er alt bygget logisk op. Der kan kun det komme ind på de højere planer, som er logisk. Alt efter som tingene bliver mere logiske, kommer det højere og højere op. Den, der er størst i logisk tænkning, er også det kærligste menneske og størst i logisk væremåde, for det vil altid være ulogisk at være ukærlig.