Vanetilstanden i den første sfære
442. I forbindelse med livet i den fysiske verden er der den store kærlighedsforanstaltning, at vi ikke skal være her i en endeløs række af liv, i en kolossal millionårig epoke uden at få lov til at komme igennem den åndelige verden. Nej, det er heldigvis lavet sådan, at vor levetid kun drejer sig om 70 år eller 80 år i allerheldigste tilfælde, hvor vi kan være nogenlunde åndsfriske. Det er sådan, at vor krop er af en materie, der ikke kan vare længere. Kroppen har denne struktur, og så må den altså gå al støvets gang, og da er mennesket på en måde også træt. Det trænger til at få hvile, og så dør det. Det kommer så ind på det åndelige plan, hvor det får en lys tilværelse, der svarer til den stemning, det er i, når det dør.
      Hvis et menneske har en dårlig samvittighed, hvis det går og er bedrøvet, eller det går med en mørk hævntanke, når det dør, bliver det ikke anderledes, fordi det kommer på det andet plan, for tanken er jo ikke fysisk. Hævntanken, sorgen, bedrøvelsen, nedtryktheden, depressionen og alt det er ikke fysisk. Så selv om man dør, så er det der alligevel. Det er jo bevidsthed. Det, der hører bevidstheden til, er der. Derfor er der noget, jeg kalder "den første sfære". Det er altså det første område, hvor menneskene endnu har deres fysiske vanetilstand.
      Et menneske, der hver dag er vant til at have en kræftsvulst eller en anden lidelse, der gør ondt et bestemt sted, vil stadig have denne vanefornemmelse, efter at det er død. Det er ligesom menneskene kan have ondt i tænderne, som de har fået trukket ud. Det kan også gøre ondt i et ben, der er amputeret. Men det er jo kun, fordi en vanetilstand er en åndelig fornemmelse. Således er den første tilværelse på det åndelige plan en oplevelse af den fysiske vanetilstand.
      Er man vænnet til at gå og være et deprimeret væsen og at se sort på det hele, uha, så er det meget værre på det åndelige plan, fordi der er man jo i antennen. Man kommer sammen med andre, men på det åndelige plan er det således, at der må enhver være isoleret, så man kun kommer sammen med ligesindede. Her i den fysiske verden kan et pessimistisk menneske være imellem glade mennesker, her kan alle disse modsætninger være imellem hinanden. Men det kan de ikke på det åndelige plan. Der er hver især adskilt, så de, der er egoister, er sammen med egoister af den samme rang, samme stadium. Når man er vant til at sige, "nej, det manglede bare, tror du, jeg vil have noget med dig at gøre", så møder man det alle vegne, alle siger det samme til hinanden. Sådan er den åndelige verden.