Grand Kursus
Jo dygtigere man er til at tænke, jo mere bliver man hjemme i den åndelige verden
440. Vi lærer så at tænke, og vi kan allerede se resultaterne. Tankerne går i retning af at tænke skønnere og skønnere. I samme grad som menneskene tænker sådan, kan de skabe ting, der er skønnere og skønnere, smukkere og smukkere, og de kan være kærligere og kærligere imod deres omgivelser. Jo mere begavede menneskene er, desto vældigere kan de udfolde kærlighed. Det er alt sammen betinget af, at vi lever i denne verden, som mange mennesker forbander. De tror, det er en forbandelse. Det er ingen forbandelse, det er en velsignelse.
      Alt det, vi ser af lidelser, er heldigvis noget, som er bygget op af denne verdens materie, og som vi lige kan tage af. I løbet af sekunder kan et helt fordærvet, ubrugeligt legeme lægges af, og så står man i den åndelige verden, hvor man nu kan leve videre på det, man har erfaret. Man kan bruge sine erfaringer til at bygge en ny fysisk organisme op, og man kan igen fødes til verden i en helt ny opstandelse, som et helt nyt væsen. Man kan arbejde videre og få lært at tænke endnu flere tanker, som man endnu ikke har lært.
      Det hele drejer sig om at få lært at tænke, men det at tænke er en åndelig funktion. Altså er man hernede for at dygtiggøres i at kunne manifestere åndeligt, og når man er dygtig til det, bliver man mere og mere hjemme i den åndelige verden. Hele den fysiske verden baseres jo på vore tankearter, på vor logiske sans. Der, hvor vi ikke har logik, der, hvor vi er primitive og uvidende, kan vi ikke tænke ordentligt.
      Det kan vi se her i denne verden, hvor det jo tydeligt viser sig, at vi ikke kan tænke ordentligt. Der, hvor menneskene laver de store dumheder, slår hinanden ihjel, ser vi, at de ikke har lært at tænke. De tænker helt vildt. Det er helt vilde tanker. De er ikke i kontakt med de tanker, der har bygget verden op.