Kristus i Getsemane have
429. Hvis forholdet til Gud er godt, betyder det ikke noget, hvad uvidende mennesker siger og gør. De kan jo kun handle ud fra den forstand, de har. De kan da ikke handle med en forstand, de ikke har. De kan ikke være klogere end dertil, hvor de er nået. Det må man finde sig i. Man må finde sig i, at der er løver, tigre, giftslanger, og man må finde sig i, at menneskeheden ikke er vokset fra disse dyriske tendenser.
      Her er det jo, at der opstår så mangfoldige Getsemaner. Vi har jo fået et glimrende forbillede med Kristus i Getsemane. Selv om han havde kosmisk bevidsthed og i virkeligheden vidste besked med det hele, kom han alligevel ud for en situation, hvor han var lidt i tvivl. Det er jo ikke så mærkeligt, for det, han skulle gøre, var efter almindelige begreber skrigende imod lovene. Men det er meget ofte sådan, at hvis man gør det ene, så er det et onde, og gør man det andet, så er det også et onde, og i Getsemane var Kristus i den situation.
      Derfor var det om at gøre, at han kom til at se, hvad der var det mindste onde. Det mindste onde er det kærligste, og i Jesu tilfælde var det mindste onde, at han lod sig korsfæste. Det var et onde for kroppen og de myriader af levende væsener, der var i den. Men det blev en glimrende velsignelse for millioner af mennesker igennem årtusinder, for der fik de set et billede af Gud i kød og blod, der var kolossalt anderledes end denne hævnende og straffende Gud, som man lærer om i jødedommen.