Sort magi og hvid magi
428. Men i denne kamp i det daglige er bønnen en vældig kraft. Det er en kolossal kraft, der kan anvendes som sort magi, og den kan også anvendes til det, den skal, til hvid magi. Bønnen ledes efter vort ønske, og ønsket er en magt. Hvis man ønsker noget rigtig stærkt, er det det samme, som sker i radiofonien. Vores hjerne er et radioanlæg, der både kan sende og modtage. Er der noget, vi ønsker rigtig stærkt, går de kræfter ud, der er med til at få dette ønske til at blive opfyldt. Det er ikke altid, der er kræfter nok til, at det kan komme til at ske, men kræfterne er altså i gang.
      Vi kan ønske, at der skal ske noget med et andet menneske, og så er vi med til, at dette menneske kommer ud for disse psykiske kræfter og bliver påvirket af det. Det stimulerer yderligere til at være imod dette menneske. Hvis vi beder om, at Gud vil straffe og slå fjenden ned og sørge for at give os sejren, som det jo også har været moderne i de moderne krige, er det sort magi. Der er også kræfter, der hører det. Der er kræfter, der sætter sig i bevægelse, for at det skal ske, og så kommer det jo an på, hvor mange modgående og lyse kræfter, der er, som kan modvirke disse onde kræfter.
      Derfor skal vi passe på i det daglige liv. Vi kommer alle sammen ud for ubehageligheder. Denne verden her er så ufærdig, at det er som at leve i et surt æble. Alle vegne er der noget, der generer. Selv om man har det godt på én måde, så er der noget, der trykker på en anden måde. Selv om man er aldrig så god og kærlig, er der nogle mennesker, der ikke kan fordrage en, sådan er det i denne verden.
      Derfor er det guddommeligt, at der så er en kraft, ved hvilken man kan komme til at leve i denne verden, uden at det generer. For det kan man. Man kan komme til at leve i denne verden, så uanset hvor meget folk bagtaler en, eller hvad de gør imod en, kan man komme til at se det på en sådan måde, at det ikke har den mindste indvirkning på ens humør. Man kan blive ved med at bevare sit gode humør, fordi man kan nå frem til en tilstand, hvor det eneste, der betinger humøret, er forholdet til Gud.