Samværet med Gud
427. Men der er ikke meget ved samværet med Gud, så længe man ikke selv forstår det. Det er akkurat det samme med det lille barn i vuggen, der bliver plejet og passet af sin mor. Det bliver holdt varmt, der bliver sørget for det, og det kender ikke detaljerne i denne tilstand. Det ved ikke rigtig af, at der er en mor. Barnet søger bare at få næring, det har denne automatfunktion, at det skal have næring. Men princippet er jo akkurat det samme med menneskene.
      Her i det daglige liv skal menneskene have næring, de skal have en levevej, de skal have det daglige brød, de må arbejde sig frem, de må kæmpe, men de ved ikke, hvor de får det fra, de ved ikke af, at de er spædbørn. Der er sørget for, at de får det, de skal have. Ligesom det lille barn kan vræle og skrige og være misfornøjet, således kan menneskene også vræle, skrige og være misfornøjede over for Gud, hvilket de jo er i mange tilfælde. Men det er blot, fordi de ikke kender situationen.
      Situationen er den, at man må lære at se Gud i alle andre væsener, og så er det lige meget, hvordan disse andre væsener er. Det er muligt, at de er nogle kedelige nogen imod os. De bagtaler os måske, eller de søger på anden måde at gøre os ondt. Jamen så er det jo Gud, der påvirker os. De er redskaber, og når Gud påvirker os, skal vi udsættes for det der, og så ligger der en logisk årsag bagved, og det betyder, at der bliver et kærligt facit ud af det.
      Hvis vi aldrig havde lidt, været bagtalt, været generet af andre mennesker, hvordan tror man så, vi havde været? Vi havde været nogle underlige skabninger. Ingen medfølelse med nogen, ingen forståelse af andres lidelser, ingen lyst til at hjælpe andre mennesker, fordi man ikke kan forstå, at det skulle betyde noget. Man ville være ganske uden nogen særlig human bevidsthed.
      Men det kommer alt sammen igennem disse påvirkninger, og påvirkningerne er jo så viseligt indrettet, at de kommer i samme rækkefølge, i samme grad, som vi selv udløser dem. Bedre kan det ikke være. Et menneske, der er naivt, udløser naive handlinger. De naive handlinger er ikke logiske, og ulogiske handlinger kommer tilbage med slag, med lussinger, noget ubehageligt. Væsenet opdager således, at det er noget ubehageligt, er noget kedeligt, og på denne måde bliver det ført frem til at udløse de rigtige årsager og derved få de rigtige virkninger.