Grand Kursus
Bønnen kan give styrke og kraft til at gå igennem lidelserne
403. Alene dette at kunne blive indstillet på denne måde over for lidelserne er det, man skal bruge bønnen til. Ved bønnens kraft kan man få styrke til at gå igennem sine sygdomme, til at gå igennem sin korsfæstelse, at gå igennem fjendskabet, som andre mennesker sender imod en. Det kan man få ved bønnens magt, og det er det, man skal bede om.
      Der står, at man skal bede i Jesu navn. Det er ikke det, at man skal fortælle Gud, at man er glad ved Jesus, at man kender Jesus. Men det er det, at man skal bede under de samme forhold, som han bad. Man skal ikke bede om det modsatte af det, han bad om. Han bad ikke sådan om at blive fri for korsfæstelse, han antydede, ja, hvis det var muligt, men hvis det var Guds vilje, så ville han ikke være fri for korsfæstelsen. Sådan var han ikke. Han ville være i kontakt med Guds vilje, og det er det, vi skal bede om.
      Når man vågner om morgenen, ja, enhver tid på dagen, kan man bede, alle vegne kan man bede. Man kan bede midt i en menneskevrimmel, og man kan bede helt alene midt i en ørken. Man behøver ikke at være inden for fire vægge.
      Det er rigtigt, at i Bibelen står der: "Når du beder, da gak ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som sidder i løndom, han skal høre dig og lønnen dig åbenbare". (Matt. 6.6). Det står der, men det er jo ikke akkurat et kammer med fire vægge, der menes. Meningen er, at man må koncentrere sig på Gud. Det kan ikke nytte, at man remser en masse ord af sig. Man må koncentrere sig på Gud, for det er også vigtigt for skytsenglene, at de ved, at det er en bøn, at det ikke er noget, der sådan bliver inde på det materielle plan. Man må koncentrere sig, men det kan man godt lære at gøre, uanset hvor mange der er omkring en. Hvor det end skal være, kan man bede eller rette sin bevidsthed mod Gud.
      Hvis jeg mærker det mindste ubehagelige, der nærmer sig, så retter jeg bevidstheden på Gud. Det kan jeg gøre under et foredrag, det kan jeg gøre under alle mulige forhold. Det bør man lære at kunne gøre, for så får man kraft og styrke til at gøre det, der er det rigtige i situationen.
      Det er ikke altid, at man bliver fri for det ubehagelige, men man bliver fri for depressionen, sorgen og nedtryktheden. Det bliver man fri for. Det er jo en vældig gevinst at kunne blive ved med at være glad, blive ved med at se, at det måtte jo gå sådan, fordi man bar sig dumt ad. Det er man da glad ved at se. Man er glad ved, at nu kan jeg tage mig i agt en anden gang. Det er jo det, det drejer sig om med bønnen.
      Igennem mine billeder vil jeg gerne gennemgå noget af det, vi har været igennem, for det er jo ud fra verdensbilledet, at man skal finde Gud. For at blive fortrolig med at bede til Gud, vil vi nu prøve på at finde Gud her i billederne.