Bønnen er ikke beregnet til at fritage mennesket for lidelse
402. I forbindelse med det at bede vil mennesket jo gerne forestille sig en Gud med en skikkelse. Men igennem billeder og symboler får vi at se, at Gud er verdensaltet, Gud er alle kloder, sole og mælkeveje, Gud er nede i mikrokosmos, og Gud er i alt det, vi ser.
      Man må komme til at indstille sig på, hvordan denne forbindelse med Gud foregår. Gud har som sagt alle ører, alle øjne, alle sanseredskaber, der findes. Men man skal ikke tro, at når man beder til Gud, er det mælkevejen, der hører ens bøn, for der er vi jo alt for mikroskopiske, og det er heller ikke nede i mikrokosmos. Hvem hører så bønnen? Det er nogle væsener, der ganske rigtigt ikke er fysiske, men psykiske. De forstår ens tanker, de ser ens tanker, og de er straks klar over, hvad der må gøres i denne situation.
      Man skal ikke tro, at bønnen er særligt beregnet på at fritage en for lidelse. De fleste mennesker vil jo gerne bede om at blive fri for lidelse. De er også vant til at bede om forladelse for det og det. Men det er bare, fordi de ikke er klar over situationen. Se, alle lidelser er beregnet på at belære en. Det er jo det middel, igennem hvilket Gud skaber de humane anlæg i os.
      Når vi kan være milde og kærlige, er det, fordi vi har gennemgået en masse lidelser. Havde vi ved vor bøns magt kunnet få hver eneste lidelse fjernet, hvor havde vi så været henne? Så kunne vi jo aldrig komme til at fornemme andres lidelser, så kunne vi ikke have medlidenhedsevne. Derfor er bønnen ikke beregnet på, at man skal bede om at blive fri for lidelserne. Den er beregnet på, at man skal bede om at få kraft til at se: Hvad er det? Hvordan har jeg fået den lidelse? Hvordan kan jeg få hjælp?
      Man skal komme til at se, at det er ens egen skyld, for det er det. Men så skal man bede om at få hjælp til at se det. Man kan bede om at få evne og kraft til at tage lidelsen, fordi man ved, at det er Gud, der arbejder med en. Det er jo Gud, der modellerer en. Der, hvor vi er uvidende, går vi vor egen vej, der træder vi ud. Der forstår vi ikke, at der er en afgrund, så træder vi ud og falder ned. Men det er da om at gøre, at vi får at vide, hvorfor skete det? Det er vigtigt, at vi ikke tror, at det var ham, der var skyld i det, det var hende, der var skyld i det, at der er ingen Gud til. Det er da en tåbelig oplevelse.
      Det er da om at gøre, at man bliver klar over: "Du faldt ned. Du gik udenfor. Du gik der, hvor der ikke var til at gå". Det får man at vide igennem lidelsen, og så bliver man udviklet til at passe på i den særlige situation.