De moderne mennesker i dag beder ikke til Gud
388. De moderne mennesker af i dag, videnskabsmænd, intellektuelle mennesker, forretningsfolk og alle de, der er fremme i menneskeheden, har det ikke med at bede til Gud. Selvfølgelig er der undtagelser, men de fleste er vokset fra børnelærdommen og fra dette at tro på, at der er en Gud, man kan bede til.
      Dengang man ikke havde evne til at stille spørgsmål, da man var underkastet instinktet og blev ført af Gud og ved instinktet direkte var forbundet med Gud, var det jo en selvfølge, at der var et forsyn, og det var også en selvfølge, at man kunne blive uvenner med dette forsyn. Det var jo højere kræfter, hvor man skulle passe på. Forsynet selv var jo i fjendskab med visse væsener. Det gjaldt om at komme i forbindelse med det rigtige forsyn.
      Helt op i kristendommen var det autoritetstro med bønnen og med Gud. I dag er der mange troende mennesker, for hvem bønnen er en virkelig realitet, uden at de derfor intellektuelt kan se det. De kan ikke intellektuelt bekræfte eller bevidne, at bønnen virkelig er noget reelt, at den ikke er en illusion. Men de beder til Gud, de tror på det, og mange gange er det også, ligesom de opdager, at de er blevet bønhørt.
      Men en anden evne er under udvikling, intet står stille, alt er som nævnt under forvandling. Den store part af menneskeheden, den, der fører an i dag, de førende inden for alle områder, de, der regerer verden, er vokset fra at tro på Gud, for de er nået frem til at opleve tilværelsen ved en anden evne. De er ikke mere så afhængige af at skulle spørge autoriteter om de religiøse foreteelser. De er blevet selvstændigt tænkende, de er blevet kloge på mange ting, især på de rent materielle ting, og de er kommet ind på den forestilling, at det er nok. Videnskaben må være det rigtige, der er ikke andre veje. Det med Gud og bøn kan de ikke forbinde med noget, og sådan lever den store del af verden i dag.
      De mennesker, der bestemmer, om der skal være krig, har ikke nogen forbindelse med Gud. Der er undtagelser, men det almengældende er, at statsoverhovederne ikke har nogen særlig tæt forbindelse med Guddommen. Derfor er krigen blevet det, man regner med at være det mest fundamentale, afgørende. Det er om at gøre, at man har våben og bliver den stærkeste, at man kan forsvare sig, binde og tilintetgøre fjenden. Det er blevet denne levemåde, som vi kalder kultur, som vi kalder civilisation. Men det er ikke nogen kultur, tværtimod er det jo kun en overgang til at eksistere på nøjagtigt det samme princip som dyret. Dyret har ikke andet princip end at være den stærkeste, den overlegne, den snedigste. Det er dyrets forsvar. Men når menneskene nu er gået over til at bruge det samme, så er de i øjeblikket borte fra Gud.