Dyrets og menneskets angstskrig
387. I den allerførste tid af menneskehedens fremtræden blev mennesket ført af selve guden. Da er de indstillet på, at der er et forsyn, som det gælder om at være gode venner med, og som kan hjælpe dem. Vi kan se det som et naturligt anlæg allerede hos dyrene. Når dyret kommer i livsfare, når der ikke er nogen anden udvej, skriger det. Men det er da mærkeligt, for der er tilsyneladende ikke den mindste mening i det. Hvis dyret kunne tilkalde sin egen race, således at de kunne hjælpe det med at overvinde det væsen, som det bliver overfaldet af, var der mening i det. Men de flygter som regel. Når de flygter, ser det ikke ud, som om der er nogen mening med, at dyret skriger. Men det skriger jo heller ikke bevidst, det er en ren automatfunktion, ligesom det er en automatfunktion, at vi uden at tænke på det lukker øjet, hvis vi mærker, der kommer noget i nærheden. Der er sådan en masse ting, vi gør rent automatisk.
      Således skriger dyrene også automatisk, når de kommer i livsfare. Menneskene skriger også, hvis de pludselig kommer ud for et eller andet. Disse skrig lindrer jo ikke smerten, de fjerner ikke dette onde, som man er ude for. Skrigene fjerner ikke livsfaren. Ja, man kan sige, at for et menneske kan der være situationer, hvor der kommer nogle og hjælper, når det råber om hjælp. Men det alment gældende er, at skrig kommer til udløsning hos alle højere udviklede dyr ligesom hos menneskene.
      Det er rigtigt, at menneskene er kommet længere frem. Rent bortset fra, at de har det samme instinkt og skriger, når de pludselig kommer i fare, har de det plus, at de kan tænke. De har kunnet forme denne kraft om til det, vi kalder bøn. Det vil altså sige, de bliver bevidst i at kunne bede ikke blot om hjælp, men også om noget, de gerne ville have, der skulle ske, om noget, de ønsker. Det er menneskene nået frem til.