Et stjernesystem
377. På billedet ser vi, at ude i verdensrummet er der mærkværdige figurer. Hvorfor i alverden danner systemerne sådanne figurer? Jo, vi ved, at i vor organisme er der ikke en eneste normal ting, der er overflødig. En sådan ting kan kun blive til igennem en tanketilstand, som er udtryk for et ønske, og som opfylder et formål. Når lungerne, åndedrættet, hjertet og blodomløbet fungerer, er det alt sammen noget, der er livsbetingende og nødvendigt. Hvorfor er det nu nødvendigt? Hvorfor ser vi nu sådanne lemmer på billedet? Det ser ud, som om der er et hjerte, det ser ud, som om det er en organisme. Nu skal vi huske på, at vi ser det på samme måde, som da vi så vor egen organisme forstørret op i samme målestok, da vi så, den lignede et menneske (symbol nr. 45). Uanset, hvad vi ser på billedet, må vi, når vi vil være logiske, antage, at det ikke er til for ingenting.
      Når vi ser disse gigantiske områder og kræfter, disse figurer og former, de er dannet i, er vi nødsaget til at måtte indrømme, at de er dannet til at opfylde et formål. Hvad er det for et formål? Ja, der er jo et formål med enhver detalje i et levende væsen. Har man nogen sinde set, at atomerne ikke danner formål for levende væsener? Er det ikke igennem atomerne, at kraften bliver til, at menneskene kan leve på det materielle plan? Er det ikke det samme, der gør sig gældende her? Er det ikke en organisme? Er det ikke organer og lemmer? Men vi ser det jo ikke fra dette områdes mellemkosmos, vi ser det netop nede fra mikrokosmos på samme måde, som vi så vores organisme i stor målestok. I denne målestok havde den også menneskelig form. På billeder er det noget andet, der har det en anden form, men vi ser altså en organisme i verdensrummet. Den ser død og stille ud, og det gør den, fordi den er så gigantisk stor i forhold til det, vi repræsenterer.