Grand Kursus
Den sunde atomvirksomhed i organismen
Symbol nr. 56
365. På symbolet ser vi, at elektronerne er på deres plads. Der er intellektualitet (gul og grøn farve), og det betyder, at alting er logisk. Der er logik i tankegangen, der er ikke noget ulogisk i væremåden. Der er ikke noget, der bevirker, at logikken pludselig tabes, at hidsigheden, den dyriske mentalitet og instinktet træder til. Det vil jo ikke være logisk her, når det drejer sig om tankeverdenen. Vi ser, at der er sundhed, at den åndelige verden imellem atomet og elektronerne er, som den skal være. Det gælder ikke blot for mavesystemet (orange farve), det gælder også for muskulaturen (rød farve), for følelsesområdet, der danner blodet og åndedrættet (gul farve), for intelligensområdet, der danner nervesystem og hjernematerie (grøn farve), og for intuitionsmaterien, der danner det seksuelle område (blå farve), og for hukommelsesmaterien, der danner skeletområdet (indigo farve). Alle disse atomer belives fra tankeverdenen, og igennem dem bliver vore tanker omdannet til fysisk materie. De bliver til skelet igennem hukommelsen, bliver til fysisk materie for opbygningen af de seksuelle organer med den overordentlig store følsomhed igennem intuitionen, bliver til hjernefunktioner og nervesystem igennem intelligensen. Igennem følelsesatomet bliver den tilsvarende tankematerie omdannet til fysisk materie i form af åndedræts- og blodområdet, og igennem instinktatomet opbygges muskulaturen. Men i ethvert område kan der opstå katastrofer, fordi tankegangen og opladningen er højst uheldig, da ophavet eller guddommen ikke er fuldkommen. Mennesket kommer derved i affekt, og her er vreden og hadet altså skadelig, fordi det er kommet op på et stadium, hvor det ikke er en livsbetingelse, men hvor det er kærligheden og harmonien, der er en livsbetingelse. Derfor er det jo, som det også hedder, at man skal elske hverandre. (Se stk. 337)
Symbol af Martinus
Symbol 56
Den sunde atomvirksomhed i organismen