Stjernehimlens gåde. En makrokosmisk organisme. Kærligheden som universets grundtone.
 
Ved et tankeeksperiment kan vi rejse både i mikro- og makrokosmos
347. I det foregående kapitel påbegyndte vi en rejse i mikroverdenen. Denne rejse baserede sig udelukkende på vor tankekoncentration, men derfor behøver den ikke at være falsk. Vi har jo ikke andet middel end vore tanker, vor bevidsthed, til at rejse med i den åndelige verden, i mikrokosmos og makrokosmos. Men det er også den rejsemåde eller oplevelsestilstand, som er den primære i tilværelsen, og den lærer vi faktisk i den fysiske verden, hvor det er en livsbetingelse for os, at vi skal kunne beherske den fysiske materie. Den kan nemlig ikke beherskes uden ved logisk tænkning.
      Alle vegne på det materielle plan, hvor der ikke er logisk tænkning i vor væremåde, sker der katastrofer. Vi er her i den fysiske verden for at lære at tænke. Her i denne verden er vi bundet til materien. Vi har en materiekombination, en fysisk organisme, at skulle bære rundt på, og derved får vi den forestilling, at det er en umulighed at komme rundt i verdensaltet. Man forestiller sig ikke, at vi kan rejse på anden måde end netop ved at spadsere eller ved at blive befordret med flyvemaskiner, biler, tog, cykler osv. Vi har jo opfundet mange befordringsmidler.
      Nu begynder man at fortælle om flyvende tallerkener, som man kan rejse igennem verdensrummet med. Men der er tanken jo løbet løbsk. Det er en helt forkert forestilling, men det vil blive opdaget. Derimod er det ikke en umulighed ved tanken at rejse i verdensaltet. Det er meningen. Mennesket i Guds billede kan ikke være mennesket i Guds billede, hvis det ikke behersker mikrokosmos og makrokosmos, ligesom det her behersker mellemkosmos i øjeblikket. Hvis vi ikke kan lære at beherske disse kosmos, kan vi slet ikke blive bevidst i hele universets struktur. Vi kan slet ikke komme til at se, at det er en levende, arbejdende organisme, og vi kan slet ikke komme til at opdage, at grundtonen i denne organisme er kærlighed.