Grand Kursus
Mennesker der er bundet af politik, mode og andres meninger
34. Andre mennesker er bundet af politik, der kan man også være bundet til bestemte ideer og forestillinger. Som politiker kan man også være ganske fanatisk og med glødende iver forsvare noget, som man tror, er det rigtige og det absolut ufejlbarlige. Det tror de i ethvert parti. De tror, at de i deres parti har visdommen, at de netop kender de rigtige forhold, som skal til for at skabe den fine verdenskultur. Det er rigtigt, at de måske nok har en tendens til at gøre verden bedre, men det er ikke nogen videnskab. Det er opbygget ved, at nogle enkelte mennesker finder ud af, at det og det samfundsforhold ikke er så godt. Vi må lave det på en anden måde, og så finder de en anden måde, som de mener kan løse problemet. Men de aner ikke, at det måske skaber en hel masse andre problemer, der bliver værre end deres forestillinger. Men de er ikke til at rokke, deres politik er den rigtige. De er bundet af deres ideer og forestillinger. Men hvem er fri?
      Mennesker er ikke blot bundet af religiøse forestillinger, men også af almindelige moralske forestillinger, af modeforestillinger osv. Ifølge moden skal man gå i den og den dragt, og man skal være sådan og sådan. Skik og brug binder også folk. Man tør ikke afvige fra, hvad der er moderne, hvad der er skik og brug, for hvad vil folk ikke sige. Er det ikke et bånd?
      Hvis jeg var bange for, hvad folk ville sige om mig, ville jeg aldrig have vovet at fremkomme med mine analyser, som det er blevet min mission at fremføre. Jeg frygter ikke en eneste smule for, hvad folk siger. Det er ganske ligegyldigt, hvad folk siger, når blot man selv ved, hvad der er sandhed.
      Det betyder jo frihed, og denne frihed er menneskene i færd med at udvikle. De bliver klogere, efterhånden som de har været bundet i de og de fejlagtige forestillinger, ligegyldigt om det var hellige forestillinger, politiske forestillinger, almindelige forestillinger, forestillinger om skik og brug osv. Efterhånden opdager menneskene, at de bliver mere og mere frie. De opdager, at der er falskhed, og at der har været fejl i disse forestillinger.
      Hele menneskehedens udvikling viser, hvordan kultur efter kultur er gået under i krig, mord og drab. Det kunne ikke finde sted, hvis menneskene ikke var bundne ved fejlagtige opfattelser, som hindrede dem i at komme til sandheden.