Grand Kursus
Den store fødsel og forståelsen af livets mening
32. At være til gavn og glæde for levende væsener er livets mening, og jeg har fået til opgave at fortælle menneskene om denne livets mening. Disse mine kvalifikationer til at fortælle om livets mening har jeg fået igennem mine egne åndelige evner. Det er evner, som alle mennesker er ved at få udviklet. Jeg er ikke favoriseret af Gud. Der er ikke noget ved mig, der er særligt. Jeg er ikke en undtagelse fra det hele. Det er jeg absolut ikke. Jeg har ikke en eneste smule viden, som De ikke vil komme til at få på samme måde. Det kommer ikke af sig selv, det kommer ikke før, man selv har tilegnet sig denne viden igennem sin udvikling. Når man først har tilegnet sig den store viden om kosmos, skal man ikke i et nyt liv begynde møjsommeligt at arbejde sig op trin for trin. Hele ens begavelse og viden kan pludselig komme og overskygge en. Det finder sted som den organiske proces, jeg i mit hovedværk, Livets Bog, har kaldt den store fødsel.
      Når nu mennesker er interesseret i at høre, hvad jeg har at sige, er det, fordi de gerne vil vide noget om de kosmiske analyser og lære noget om selve livsmysteriet. Men så er spørgsmålet, hvordan kan man lære det. Dette at lære noget kræver, at man lærer at lære. Og der kræves en ting til, som er det vigtigste, nemlig frigørelse.