Grand Kursus
Rapporterne fra vor mikroverden går igennem vor hjerne. "I det små som i det store"
313. Hvordan kan vi nu opleve, hvad der sker i vor atomverden, i vor mikroverden? Jo, det kan vi opleve, fordi rapporterne fra denne verden går igennem vor hjerne. Det er jo det, der danner vor bevidsthed og vore tanker. Lige så snart det gør ondt et sted, får vi det at vide. Med det samme går der bud igennem hjernen til vort jeg. Vi søger så til læge, vi søger at få helbredt det syge sted. Altså bliver det også her synligt, at der er et Forsyn, at der er et overvæsen, der har i sin hånd at beskytte et vist område. Således har vi i vor hånd at beskytte vor fysiske organisme. Det lyder måske mærkeligt, men kosmisk set er atomernes sole de kraftcentre, igennem hvilke forskelligartede tankekræfter sendes ud og holder organismen i live. Nogle af elektronerne, disse små planeter, der er omkring disse små sole, er beboede med animalsk liv, således at de i deres umådelig mikroskopiske verden er i stand til at få en fysisk oplevelse, på næsten samme måde som vi, naturligvis i en anden variation, men i samme princip. Her ser vi, at det bliver akkurat ligesom i ordet "i det små som i det store".
      Nu kan jeg selvfølgelig ikke bevise det for Dem ved sådan et kort foredrag, men det er heller ikke meningen. Jeg peger bare på realiteter, der ligger inden for Deres sanseområde, hvor De kan træne Dem op til at begynde at tænke i de baner, og så vil De komme til at kunne forstå det. For at kunne komme til at blive vidende i disse felter, hvor De ellers ikke plejer at opleve eller sanse, må De nu forlade den fysiske verden. De må nu forlade mellemkosmos og så gå med mig ned i mikroverdenen. De vil måske synes, at det er meget vanskeligt. Ja, det er vanskeligt, hvis De vil have Deres fysiske krop med, for det kan ikke lade sig gøre. Det er jo kroppen, vi skal gå ind i.
      Men hvem er vi? – Ja, vi er jo jeget, det evige væsen, som er hævet over tid og rum, og derfor kan dette væsen gå ind i det mindste lige så vel som i det allerstørste. Der er ingen grænser for, hvor det kan bevæge sig eller sanse og opleve. Nu foregår det på en meget nemmere måde, end De måske tænker Dem, for det skal jo gøres ved et tankeeksperiment.