Grand Kursus
Vor vilje kan udløse elektriske kræfter i tomrummet. Alle sygdomme kan ledes tilbage til bevidsthedsplanet
312. Nu kan vi forestille os, at vor egen organisme også er et stjernesystem bestående af sole, der også har planeter, som er fuldstændig levende. Alle disse solsystemer er under kontrol. Jeg kan bevæge mine arme. I det øjeblik, jeg bevæger mine arme, er der flere systemer, der er sat i gang i tomrummet imellem alle de atomer, som mine arme og mine fingre består af. Blod, nerver og det hele, alle disse systemer har jeg sat i gang igennem tomrummet imellem mine atomer. Således kommer vi til at se guddommen i dette univers. Vi får en forklaring på, hvad der er bag ved det store univers. Universet fungerer ved, at tingene kommer fra den usynlige verden. Alt bliver dirigeret fra den usynlige verden, akkurat ligesom i os, altså får vi et billede af verdensaltet. Det bliver afsløret for os som en levende organisme for et tænkende væsen. Det kan vi ikke komme bort fra, eftersom det hele tiden manifesterer planer og hensigter. Vi ser ovenikøbet, at slutresultatet af denne planmæssighed, af denne skabelse, altid uundgåeligt og urokkeligt er til glæde og velsignelse for levende væsener.
      Vi ser, at der er en sammenhæng mellem vor organisme og verdensaltet. Hvert enkelt menneske er faktisk en gud i et univers. Vi bor i tomrummet imellem vore atomer og elektroner. Men hvordan har vi forbindelse med disse atomer og elektroner? Det har vi igennem vor vilje, vort ønske og vort begær. Når jeg ønsker at svinge min hånd, så er det jo en psykisk kraft, der udløses. Denne psykiske kraft hører ind under det, vi kalder elektricitet. Hele den åndelige verden er elektrisk og består af mange serier eller grader af elektricitet. Alle organismens funktioner foregår ved elektriske strømninger, som vi sætter i gang med vor vilje. Viljen er en kombination af elektriske kræfter, vor tankegang er en kombination af elektriske kræfter.
      Når vi tænker, er det elektriske funktioner, der finder sted. Når jeg bevæger mine fingre, er det elektriske funktioner. Det er da også tydeligt, eftersom hjernen viser sig som et glimrende radioapparat, et modtageapparat og et afsenderapparat. Gennem hjernen går forbindelsen imellem det psykiske væsen og alle de fysiske detaljer rundt om i organismen. Akkurat ligesom vi har ledninger til lysnettet osv., har vi også ledninger ud til de forskellige dele i vor organisme. Det viser jo tydeligt nok, at der er noget befalende, noget dirigerende, noget, der åbenbarer sig igennem tingene, og det er altså det åndelige væsen. Vi har altså en funktion, der ligger endnu højere end det, vi siger til vor næste, eller det, vi skaber i fysisk materie. Denne højere funktion, altså funktionen i tomrummet mellem vore atomer, sorterer under vor vilje, og det er den, der administrerer eller dirigerer vore mikropartikler, vore atomer, elektroner osv.
      Her på det mellemkosmiske plan har vi med synlige væsener at gøre, og her har vi det, vi kalder vor væremåde. Ligesom vi i denne væremåde kan komme til at opleve katastrofer, fordi vi har handlet forkert, således kan vi også komme til at opleve katastrofer i tomrummet imellem atomerne. Atomerne kommer derved ud af funktion, og disse dele af det univers, vi består af, kommer så også ud af funktion og bliver syge.
      Alle sygdomme kan således ledes tilbage til bevidsthedsplanet. Det er noget af det allervigtigste at forstå for det menneske, der vil begynde at hjælpe Forsynet med sin egen udvikling, med at gøre sig selv færdig, med at udvikle sig til at blive det færdige menneske i Guds billede. Det er meget vigtigt, at det ikke i blinde lader være med at være ond, og at det ikke af uvidenhed lader være med at handle ondt, fordi man mener, det er bedst at gøre det. Det er selvfølgelig udmærket, men det er da meget mere glimrende, at man er bevidst i, hvordan man skal handle, og hvad der sker.