Grand Kursus
Bevidsthed og tanker består af materie
31. Vi skal hele tiden tænke og træffe beslutninger. Vi skal bestemme, hvad vi skal gøre, tænke over, om det og det er rigtigt eller forkert og så videre. Dertil skal vi bruge materiale. Der skal stof til. Tanker er ikke noget ingenting. Vi kan ikke bygge et hus, vi kan ikke sy et sæt tøj, vi kan ikke skabe noget på det materielle plan uden at bruge materie. Således kan jeg heller ikke tale, uden at der er en usynlig materie, en usynlig mening. Hvad skulle vi ellers med talens lyde, hvis der ikke var en anden materie, som vi skulle lære at kende? Der er altså en anden materie, som det er meget vigtigt at blive herre over, og det er den materie, af hvilken vi skaber vore tanker.
      Tanker er jo ting, og vi kan ikke komme uden om, at det er tanker, der har skabt de vældige verdenskrige, de vældige atombomber og brintbomber, som kan mangfoldiggøre en sabotage af selve livet. Atombomber kunne helt ødelægge menneskehedens kulturprodukter og menneskenes tilværelse her på det materielle plan, hvis de fik lov til at arbejde videre på det; men det får de ikke. Med deres store begavelse og deres vældige evner til at beherske den fysiske materie er de nået frem til at skabe en kolossal ødelæggelse, i stedet for at skabe en vældig velsignelse, til glæde og fryd for de levende væsener, hvilket er livets mening.