Grand Kursus
De dyriske og menneskelige tankeklimaer
Symbol nr. 33
305. Dette symbol over de dyriske og menneskelige tankeklimaer viser foroven begyndelsen af det rigtige menneskerige (gul farve) og en stor del af dyreriget (orange farve). Til højre ser vi et feminint væsen, hvor den feminine pol (gul farve) dominerer over den maskuline pol (grøn farve), og længst til højre ser vi et maskulint væsen, hvor den maskuline pol dominerer over den feminine pol.
      Ved Evas skabelse bliver de to køn skabt, i nogle dobbeltpolede væsener tager den maskuline pol af, og i andre den feminine, og vi får de to væsener, hunkøn og hankøn. Der, hvor polerne er mest kontrastrige, har vi det dræbende princips zone eller hjemsted. Ved den grænse, hvor polerne er mest kontrastrige, begynder den stagnerede pol at tage til igen. I det feminine væsen tager den maskuline pol til, og i det maskuline væsen tager den feminine pol til, og væsenet bliver til et menneske.
      Med væksten af den modsatte pol opstår den menneskelige bevidsthed. Der opstår det menneskelige område. Der tager det dræbende princip så af. Det er kun i et vist område, at det dræbende princip kulminerer. Når mennesket her dræber, er det ikke på grund af, at det er en sport, at det er en livsbetingelse eller lyst, men da er det på grund af dets vildfarelse. Det ved ikke anden udvej end det at forsvare sig. Men det er noget, det også kommer til klarhed over. Men vi har altså her det jordmenneskelige bevidsthedsfelt, og det skabes fuldstændigt efter poludviklingen.
      Det jordmenneskelige organismeprincip er symboliseret ved en orange figur til højre. Ovre til venstre ser vi en tilsvarende gul figur, der symboliserer en ny organisme, den fuldkomne menneskelige organisme. Gennem denne organisme forplanter og formerer væsenet sig ikke. Det foregår ved en helt anden metode, nemlig materialisation og dematerialisation.
      Ved indgangen til det rigtige menneskerige er polerne jævnbyrdige, her er mennesket nået op til den store fødsel, hvor det får kosmisk bevidsthed (femtakket stjerne). Det bliver et fuldkomment menneske eller et kristusvæsen. Her er den kosmiske bevidsthed i fuld udfoldelse, hvor det har fuldstændig adgang til hele universets viden.
      Til højre herfor er der et felt, som strækker sig over mange trin, og det skal symbolisere psykisk begavelse, spiritisme, trolddom osv.
      Feltet med lyset i midten symboliserer religionernes trin. Den gule farve skal symbolisere de humane religioner, og den orange farve nederst skal symbolisere de dræbende religioner.
      Vi skulle egentlig begynde fra højre side. Først er der altså det dræbende princip (sort-røde figurer), dernæst dræbende tanker (mindre sort-røde figurer), og det er altså misundelse, had og hidsighed, alt det, der udklækker lysten til at dræbe.
      Det næste felt symboliserer forfængeligheden, der også er med til at skabe ondt i verden. Man vil brillere over andre, man vil være bedre end andre.
      Feltet med de gule og brune områder skal symbolisere perversiteter, sygdomme på grund af de seksuelle forvandlinger, som vi også kan se. De ligger altså på de sidste trin i dyreriget og kulminerer på grænsen til det tredjesidste trin før det rigtige menneskerige.
      Det store felt, der fortsætter helt op i det rigtige menneskerige, skal symbolisere kærlighedsprincippet, det at elske sin næste. Det vokser i takt med de to polers vækst.
      Det næste felt skal symbolisere den materielle kunst, der er den kunstart, der hylder krigshelte, alt det, som i den grad kunne sejre ved kamp og ved magt. Men den kunstart får jo også ende til fordel for en ny kunstart, hvor man lovpriser alt det guddommelige.
      De jordiske mennesker befinder sig på trinene i den sidste halvdel af dyreriget. Hvis man følger et trin på tværs af hele symbolet, får man så nogenlunde et indtryk af, hvad der er i menneskets bevidsthed. Det vil sige, det er jo mere eller mindre individuelt, det er jo ikke alle, der har de samme skavanker. Men udviklings- eller trinmæssigt ligger menneskene altså i de omtalte områder.
      Det dræbende princip tager af, den jordmenneskelige organisme degenererer til fordel for, at der opstår en helt ny bevidsthed. Således udvikler det sig, og så kommer vi til det rige, som vil blive en kendsgerning på jorden, nemlig det rige, som Kristus har bebudet som "en ny himmel og en ny jord".
Symbol af Martinus
Symbol nr. 33
De dyriske og menneskelige tankeklimaer
Symbol af Martinus
Symbol nr. 33A
Registrering af symbol nr. 33