Grand Kursus
Syndernes forladelse
Symbol nr. 20
274. Det nuværende liv er vist ved den violette farve, de fortidige liv ved den gule, og de fremtidige liv ved den grønne farve. Vi ser, at hvert liv danner et nyt trin. Vi ser en handlemåde, der kommer tilbage i det samme liv. Der er også en, der kommer i det næste liv, og en der kommer i det tredje, og en der kommer i det fjerde liv.
      Jeg har taget disse fire liv, for de er almengældende ved en mordoplevelse. Hvis nu et menneske begår et mord her, og det varer fire liv, inden denne skæbnebølge kommer tilbage, er der mulighed for, at det slet ikke oplever noget af den, fordi den humane evne har udviklet sig, som vist ved den gule flammefigur. Hver lidelse bringer mennesket til sjæleligt at fornemme lidelsens natur.
      Den bringer mennesket til mindre og mindre at kunne nænne at gøre ondt. Efterhånden som det udvikler sig igennem livene, kan det ikke begå noget som helst mord mere, som vi ser længst til højre i det fjerde liv. Når det er ganske udelukket, at det kan begå noget mord, ville der ikke være nogen mening i, at det skulle myrdes. Den lidelseserfaring, det har fået, denne humane atmosfære, neutraliserer og beskytter væsenet imod denne karmabølge.
      Hvis karmabølgen kommer i det tredje liv, er det ikke helt beskyttet, det får noget af karmaen. I det andet liv får det mere karma, og kommer det tilbage i det samme liv, får det næsten den totale oplevelse, som det gav det andet væsen. Således virker vor handlemåde. Hvad vi så end gør, stort eller småt, ondt eller godt, virker det og kommer tilbage, og vi får det selv på samme måde.
      Men der er dog dette, at vi kommer aldrig til at betale det hele tilbage, fordi vi bliver bedre, og fordi vi vænner os af med at gøre det onde. Lidelserne, gengældelserne, er kun til, for at vi skal fornemme, hvad vi selv har gjort, og derved bliver vi vænnet af med det. Så der er altså noget, der hedder "syndernes forladelse". Alt efter som vi vænner os af med at gøre den eller den dyriske handling, er vi beskyttet imod den. (Se stk. 295, 317, 542)
 
4. kursus, 1. foredrag, blev afholdt den 17. november 1955 på Martinus Institut.
Symbol af Martinus
Symbol 20
Syndernes forladelse