Grand Kursus
Loven for bevægelse
Symbol nr. 15
271. Vor handlemåde mod vor næste er der bestemte love for. Al manifestation er bevægelse, og alting danner kredsløb. På symbolet ser vi, hvordan bevægelsen går i cirkler, i cirkelbaner, og således er det også med vor handlemåde. Når vi taler, så lyder det oppe, og det lyder nede. Det går i cirkler, og det danner en globus omkring os.
      Alle handlinger og manifestationer, og dermed alle energiudløsninger, kan aldrig gå i lige linje, de går i kredsløb og kommer tilbage. Derfor danner væsker dråbeformen, derfor er kloderne blevet kugleformige. Den lige linje findes ikke, og det er det, jeg vil vise med dette symbol.
      Tegnet med tykke hvide streger ser vi en cirkel og fem udsnit af cirkler. Det øverste cirkeludsnit ser ud til at være fuldstændig ligesom en lineal. Der er ikke mange, der vil tro, at begge ender vil komme sammen. Hvorfor vil man ikke tro det? Fordi man mener, det er ganske umuligt. Men ikke desto mindre er den yderste linje en del af en cirkel. Jeg tror nok, at cirklen var 28 meter, da den blev tegnet. Det skete ved, at man havde en snor, der var fæstet et sted, og så havde man et bord med tegnepapir langt borte. Jeg havde en blyant, og så kunne jeg ved at stramme snoren tegne denne linje på papiret. Linjen så ud til at være fuldstændig lige.
      Den lige linje eksisterer ikke, men hvorfor ses den da som en lige linje? Det er, fordi buningen er så mikroskopisk, at vi ikke kan se den. På de øvrige fem cirkler med tyk streg er buningen så stor, at den kan iagttages.
      Med denne viden kommer vi til at forstå, at alt, hvad vi udsender af bevægelse, må komme tilbage til sit ophav.
Symbol af Martinus
Symbol 15
Loven for bevægelse