Grand Kursus
Gennem indvielsens mørke (Helvede eller ragnarok)
Symbol nr. 19
264. Symbolet viser resultatet af udfoldelsen af det dyriske princip. Her kulminerer det dyriske så at sige. Det er et symbol over nutiden med dens verdenskrige, men også med dens fremtrædende kulturtilstande. Denne silhuet af en by skal betyde kulturskabelse, og vi ved, at menneskene er nået langt frem i kulturskabelse. De er meget dygtige til at skabe på det materielle plan, og i verden kunne der være en lysende og blændende guddommelig tilværelse, hvis ikke det dyriske anslag i menneskene forhindrede dem i at kunne nyde godt af de goder, som videnskaben er i stand til at frembringe.
      Videnskaben er i stand til at frembringe så ganske vidunderlige ting, at verden kunne blive til en guddommelig verden. Men det, der hindrer mennesket, er dette princip med had. Man vil fjerne had med vrede, man vil hævne sig med vrede. Man går med bitterhed og vrede i sindet og aner ikke, at det er en fordærvelse, at det er mental forrådnelse. Man forstår derfor heller ikke, at det ødelægger kroppen til sidst. Det skaber modtagelighed for sygdomme osv. Men det kommer menneskene så til at lære.
      Symbolet skal vise princippet med at slå tilbage. Her er princippet at "ombringe med sværd", ellers lavede man ikke brintbomber, man lavede ikke disse kolossale våben, der kan mangfoldiggøre drabstilstanden og invaliditeten i menneskeheden. Man ville jo ikke lave disse våben, hvis man ikke endnu var besjælet af dette dyriske princip. Derfor er verdenskulturen aldrig sikret, der er altid noget underminerende. Der er altid denne trussel, at den kan blive ødelagt, næsten når det skal være, om ikke andet så af dødbringende naturkatastrofer. Det er menneskene jo heller ikke beskyttet imod. Så længe de er dræbende, er de ikke særligt beskyttet imod det dræbende princip. (Se stk. 69, 237, 544)
Symbol af Martinus
Symbol 19
Gennem indvielsens mørke (Helvede eller ragnarok)