Grand Kursus
Den angrende soldat
261. På billedet ser vi også de to naturer i mennesket. Den ene natur i ham har dræbt denne næste, denne anden soldat. Det er naturligvis en fjende, og det burde være en heltedåd, han er jo selvskreven til at blive dekoreret med noget dingeldangel. Men det ser ikke ud til, at det vil kunne erstatte den tabte sjælefred, for han er kommet til et stadium, hvor han ikke er særligt dræbende. Hvorfor er han blevet sådan? Fordi han sjæleligt er begyndt at kunne fornemme, at det er højst uhyggeligt at dræbe. Det er noget grusomt og dyrisk, det er en tilstand, han slet ikke kan føle lykke eller glæde ved at manifestere. På denne måde forandrer naturen alle mennesker.
      Alle har vi i større eller mindre grad været i situationer som denne. Det kommer til alle mennesker, og én gang er det sidste gang. Efter denne sidste overtrædelse af det dræbende princip vil der ikke blive noget samvittighedsnag mere.
      Det er jo livet selv, der fortæller disse kendsgerninger. Det er livets egen dokumentation af situationen.