Grand Kursus
Jesus og kvinden der bliver grebet i hor
260. Dette billede viser Jesus og kvinden, der bliver grebet i hor. Her ser vi også de to naturer. Vi ser, at menneskene er fulde af dødbringende tankearter, og stod det til dem, blev denne kvinde stenet. Hun skulle dræbes. Det var jo skik og brug.
      På billedet ser vi også et menneske, der er hundrede procent menneskelig. Der findes ikke noget dyrisk i dette menneske, og derfor havde han denne magt, derfor kunne de ikke gøre ham noget. Man skal ikke tro, at de godvilligt ville have fjernet sig, hvis han ikke havde den store åndelige magt. Men han havde denne åndelige magt, at han fik dem til at forsvinde. De turde slet ikke dømme.
      Jesus sagde ganske enkelt: "Den, der er ren, kan kaste den første sten". Det turde de slet ikke. De skulle snart forsvinde, for de vidste jo godt, at med hensyn til det, som hun var ude for, var mange af dem sikkert ikke særligt uskyldige.
      Men vi ser altså de to principper, det menneskelige og det dyriske. Naturen vil, at ethvert menneske skal blive et sådant færdigt menneske. Det er naturen på vej til, og derfor må det jo være glimrende, at man selv hjælper til og ikke gør modstand. Det er det, det drejer sig om.