Dyrets angstskrig
2. I dyret er der en automatfunktion, som indstiller det på at skrige, når det kommer i overhængende livsfare. Det skriger ud imod det ukendte forsyn. Det er ikke bevidst om, at der er noget forsyn. Det er ikke bevidst om, at det på den måde kan få hjælp, men ikke desto mindre udstøder det et skrig, når det kommer i livsfare. Hvem skriger dette dyr imod?
      Vi ved jo, at rovdyrene er bestemt til at skulle leve af andre væseners organismer. De har ikke den mindste evne til at føle medlidenhed. At dyret skriger, kan ikke være for at blødgøre rovdyrene, så de skal få medlidenhed og lade det gå. Skriget kan heller ikke være rettet mod dets artsfæller, eftersom de i rædsel flygter til alle sider ved et sådant overfald. Men dyret skriger alligevel.
      I naturen forekommer der aldrig energiudløsninger, som er meningsløse, og som ikke er til nogen nytte. Det vil vi aldrig nogen sinde få at se, hvis vi er tilstrækkeligt udviklede til at kunne iagttage problemet. Derfor kan dyrets angstskrig heller ikke være noget meningsløst, være en funktion, der sker ganske blindt uden noget mål. Det er det heller ikke. Det, som dyrets skrig fremkalder, hører til en senere forklaring, men i parentes skal det lige bemærkes, at når det bliver overfaldet og dræbt, så er det jo ikke en naturlig død. Når dyret ikke dør på grund af alderdom, men dør før tiden, er det ikke blevet modnet til at dø. Ved angstskriget bliver det signaliseret, at det trænger til hjælp for at komme ind på det åndelige plan. Dyret vil blive hjulpet, men det er noget, vi skal komme til i senere foredrag.