Grand Kursus
Menneskehedens nuværende position
196. Vi ser således, at den fortabte søns historie fuldstændigt er et symbol på menneskehedens historie. Det betyder noget, at vi tydeligt ser denne position, for så behøver vi ikke at tro mere. Vi er kommet i en situation, hvor vi, ifølge den begavelse, vi har, ikke har ret til at sige, at når vi er døde, så er vi døde. Man kunne måske fristes til at sige, at et menneske lider uskyldigt, men vi har ikke ret til at sige, at der ikke er nogen som helst retfærdighed til. Det er disse fordele, vi får ved at komme til at se vor virkelige kosmiske position. Et menneske, der ikke kender sin position, kan jo ikke vide, hvilken vej det skal gå. Hvis en kaptajn ude på havet taber positionen, ved han ikke, hvor han skal føre skibet hen for at nå til den eller den havn.
      På samme måde har en hel masse mennesker i dag tabt positionen. De har forladt religionen, som viste en vis vej, og nu søger de forgæves ved egen hjælp, ved videnskab, at finde vejen frem. De har opnået mange goder med videnskaben, og den måtte komme frem i verden, for uden den kunne man heller ikke komme videre. Den materielle videnskab er lige så nødvendig som den åndelige videnskab.
      Den åndelige videnskab har ikke fået så stort indpas i menneskene, men nu er tiden kommet. Med Jesu fødsel i Betlehem begyndte en vældig ny epoke, inden for hvilken kærligheden kommer til at blive sejrende. En ny verdenssituation er opstået. Det er altså situationen i hvilken man ikke skal tro, men hvor det hele bliver til åbenlyse kendsgerninger, således som naturen fortæller det.