Kun det, der skabes, kan have begyndelse – ikke det, der skaber
191. I de tidligere analyser er vi jo allerede kommet ind på, at vi alle har et evigt jeg med en evig overbevidsthed, som er i stand til at skabe alle de timelige foreteelser, der udgør dets oplevelse af livet.
      Når vi forstår, at vi har et evigt jeg, ser vi, at det nuværende liv ikke er det første. Vi har ingen begyndelse, vi er ikke begyndt i moders liv, det er kun vor organismes begyndelse. Kun det, der skabes, kan have begyndelse – ikke det, der skaber. Skaberen kan ikke have nogen begyndelse. Han er jo ikke skabt, han er ikke et produkt af noget andet. Skaberen er højt hævet over det timelige, men kan skabe det timelige.
      Når vi nu ser, at vi således har fortidige liv og fremtidige liv, så kan vi få retfærdighed i tilværelsen, så kan vi begynde at se, at det nuværende liv er virkninger af årsager, vi før har udløst. Det må det jo være. Hvad andet skulle det være? Så forstår vi også, hvorfor der er noget, der hedder udvikling, for hvis ikke der var tidligere liv, betød udviklingen jo ingen verdens ting. Hvis det ikke var de samme væsener, de samme jeger, som oplevede udviklingen, var den til ingen verdens nytte. Så var det jo skrigende unyttigt. Men det har man aldrig nogen sinde set eksempel på i naturens skabelse. Det mindste støvfnug lægger sig ikke tilfældigt, der er plan i dets bevægelse.