Al livsoplevelse er baseret på kontraster eller modsætninger
156. Det vigtigste er at lære at komme til at forstå livet og forstå, hvorfor der er sådan en masse lidelse i verden. Hvorfor er der sådan en masse drab og mord, invaliditet? Hvorfor er der alle disse mange ulykker og ulykkelige skæbner? Det er jo det, det kniber meget med at forstå. Men det fortæller naturen os alt sammen. Den afslører for os, at der er ikke noget ondt. Der er intet ondt i verden. I verdensaltet forekommer ikke noget som helst ondt. Alt er bygget op for at skulle udløse en fuldkommen, evig tilværelse for det levende væsen.
      Det er altså meningen, at dette tids- og rumdimensionelle område skal garantere det levende væsen en evig livsoplevelse. Men en livsoplevelse er igen urokkeligt baseret på kontraster. Derfor bliver kontrastprincippet det store princip, ved hvis hjælp man skal forstå alt det, der nu foregår i verden. Uden at man forstår kontrastprincippet, forstår man heller ikke det øvrige, det, som ligger mennesket på hjerte, det, at der er krig, lidelse og bekymringer. Kontrastprincippet kan kun eksistere i kraft af det tids- og rumdimensionelle område. Det kan kun eksistere i kraft af, at der er begyndelse og afslutning, at der er kulmination og latent tilstand. Det danner altså modsætninger. Vi ser alting i kraft af modsætninger.
      Hvis alting i denne sal var nøjagtig det samme stof, vore klæder, vor organisme, væggene, billeder, var der ingen kontraster. Hvad så vi så? Så kunne vi ikke se noget som helst. Det betød ikke, at vi ikke eksisterede. Vi eksisterede alligevel, men vi havde ingen oplevelse. Vi var noget evigt noget, der ingen oplevelse havde. Men sådan er livet jo ikke. Vi er noget evigt noget, der har oplevelse. Vi har altså oplevelse, og denne oplevelse garanteres netop i kraft af, at det materielle område, altså det tids- og rumdimensionelle område, er baseret på kontrastprincippet.