Det evige væsen og den foranderlige materie. Når væsenerne er evige væsener, hvorfor er de så ikke for længst blevet fuldkomne? – Hvorfor kommer der dag efter nat, alderdom efter ungdom, vinter efter sommer? – Spiralkredsløbet, kontrastprincippet og den evige livsoplevelsesevnes fornyelse. Foråret: udvikling – efteråret: indvikling. Grundenergierne og tilværelsesplanerne.
 
Når væsenerne er evige væsener, hvorfor er de så ikke for længst blevet fuldkomne?
155. Vi har tidligere været inde på de realiteter, der viser, at det levende væsen er en evig realitet. Når det levende væsen således er et evigt væsen, kommer jo det spørgsmål, hvordan kan det så være, at det ikke er blevet mere udviklet? Hvorfor er menneskene ikke længere fremme? Hvorfor er de i det hele taget ufuldkomne? Når de er evige væsener, så skulle man da mene, at de for længst måtte være blevet fuldkomne. Men sådan er det ikke.
      Det er ikke sådan, at udviklingen eller livsoplevelsen er begyndt nede ved et bestemt punkt, og at den så fortsætter fuldstændigt opad. Det ville ikke kunne lade sig gøre. Når vi ser på naturens processer, kan vi se, at der er ingenting, der således fortsætter i al evighed. Det er inddelt i særlige epoker, således at det har en begyndelse, det når til en kulmination, og så forsvinder det igen. Vi ser det med dagen og natten. Hvorfor bliver det dag efter nat? Hvorfor bliver det nat efter dag? Hvorfor bliver det sommer efter vinter, og vinter efter sommer? Hvorfor visner bladene hvert efterår, og hvert forår kommer der nye blade? Ligegyldigt hvad vi ser på, er det underkastet dette princip med at begynde, at fødes, at vokse frem til en kulmination, opløses igen og at nå en afslutning. Men det evige i det levende væsen hører jo ikke med ind under det begreb med begyndelse og afslutning.
      Det, vi bliver vidne til, er altså ikke det levende væsen. Det er materien, det levende væsen tilkendegiver sig igennem, og derfor er det nødsaget til at måtte have kontraster. Det er nødsaget til at måtte have begyndelse og afslutning. Det kan ikke være sådan i det uendelige. Alt kan ikke være uendeligt i sin struktur, så det ikke afgrænses af kontraster. Uden kontraster ville det ikke kunne iagttages.
      Det, vi ser for vore øjne, det, sanserne kan opfatte, er alt sammen materie. Det er bevægelse, og den viser sig som skabelse. Da denne skabelse er logisk, kommer den derved til at afsløre, at der er noget bagved, som vi ikke ser, og det er bevidsthed. Men vi ved fra os selv, at bevidsthed ikke kan eksistere, uden at der er et jeg bagved. Derfor må der også være et jeg bag ved naturens skabelse.
      Dette jeg er ganske uafhængigt af død og liv, det er uafhængigt af de processer, der finder sted. Vi må derfor komme til at se, at det, der er tilgængeligt for sanserne, ikke er det levende væsen. Når der er lamper herinde, siger vi jo, at vi ser hinanden, at vi kender hinanden osv. Men det er ikke helt rigtigt, for vi kender kun det, der reagerer på vore sanser. Det, der ikke reagerer på vore sanser, kender vi jo ikke ved hinanden. Det kender vi ikke engang selv. Det, man ser, er det redskab, der er bygget op af materie, og ved hvis hjælp man så igen kan bringe nye materier i bevægelse. Disse bevægelser er altså udløst efter en planmæssighed, efter bevidsthedens struktur, og derved tilkendegiver de det levende i tilværelsen.