Det evige verdensbillede, det levende væsen 2, den evige Guddom og de evige gudesønner
Symbol nr. 11
147. På symbolet over det evige verdensbillede ser vi, at kloden har sin plads i det, jeg kalder dyreriget. Vi har set en hel del realiteter, der viser os, at der findes to udstrålinger. Der er udstrålingen fra naturen og udstrålingen fra vort eget jeg imod naturen. Resultatet af disse to strålers møde med hinanden bliver først og fremmest vor egen organisme og sansning, og dernæst den materie, vi har at gøre med. Materien til vor organisme og alt det, vi skal bruge, får vi fra naturen. Men vort eget jeg og vor overbevidsthed har vi evigt. Det udgør en udstråling uden for tid og rum, men som går ind i det område, hvor vi skaber de skabte ting, tid og rum, i forbindelse med Gud. Man kan også sige, at Gud skaber igennem denne udstråling.
      Med seks forskellige farver ser vi de seks tilværelsesplaner i det skabtes område, men det hører en senere analyse til. Men således er vi placeret i verdensaltet, og derved skulle man komme til at forstå, at min analyse her, mit billede af verdensaltet, er fuldstændig korrekt. Det er et udtryk for et princip. (Se stk. 112, 133, 170, 241, 419, 522, 538)