Mennesket ser på stjernehimlen
138. I årtusinder har mennesket spejdet ud i stjerneverdenen og set disse skønne lysende stjerner på de klare aftener. Men de ved ikke, hvad de ser. Den almengældende opfattelse er, at det er store døde kræfter, de ser. Menneskene tror, at disse vældige solsystemer, der vandrer igennem verdensrummet i deres lange baner, bare er golde kræfter, der vandrer uden mål og med. Men det er de ikke. De har et langt, langt større formål.
      På de foregående symboler har vi set, at de atomer, som vi er bygget op af, ikke vandrer tilfældigt. Det må de ikke så gerne gøre. Atomerne kan ganske vist komme på afveje, når menneskene blander sig i det og skaber sygdomme, men det skal vi komme til at se senere. (9-10 kapitel). Nu skal vi foreløbig se, at når det hele er normalt i vor organisme, mærker vi ikke til den. Alle stjernesystemer går i deres baner, som de skal.
      På billedet ser vi ud i verdensrummet, og vi ser en masse store systemer, og kommer vi i nærmere berøring med dem, viser det sig, at de har samme princip. Omkring solen i vort eget solsystem er der også elektroner, nemlig planeter. Planeterne får deres kræfter fra solen. Vi ser ud i verdensrummet og bliver vidne til disse vældige, gigantiske områder med store stjernetåger og mælkevejssystemer, som er af gigantisk format. I dette format kan vi ikke se vor egen klode, for den er jo ikke en lysende klode, den er en planet. På billedet ser vi bare sole og sådanne systemer. Mange tror, at det er noget tilfældigt, de ser.
      Men nu ved vi, at vi har en levende mikroverden, hvor det hele er atomer, elektroner og mikrokosmiske stjernesystemer. Ligesom denne verden også kan ses som mennesker, dyr og planter, således må der være et sted, hvor solene og stjernesystemerne virker som atomer, hvor de danner levende organismer, som fungerer, og som er levende kraftcentre, der er med til at skabe glæde og velsignelse for levende væsener. Det kan blive mere og mere synligt.