Verdensaltet udgør en enhed, der er et levende væsen
119. Vi vil nu se på verdensaltet, der har disse tre principper, som ikke kan adskilles. De udgør en enhed, og denne enhed kan kun udtrykkes som et levende væsen. Hele verdensaltet er et levende væsen. Foreløbig beviser dette levende væsen sin eksistens overalt. Alt, hvad vi rører ved, alt, hvad sanserne reagerer på, alt, hvad vi selv kan tænke, kan ikke eksistere uden at være et af de tre principper.
      Når jeg rører ved denne talerstol, afslører det for mig, at der eksisterer en skabeevne. Talerstolen er skabt. Der eksisterer en skabeevne før den, og der har været et ønske om at skabe talerstolen, for den er logisk, og det viser, at der er en bevidsthed bagved. Hvis der er en bevidsthed, har der også været et jeg.
      Ser vi på havets brænding og klipperne, på sol, måne og stjerner, er det samme tilfældet. De viser sig at være i bevægelse, at være i forvandling, og de udviser årtusinders skaberesultater. Disse resultater iler hen imod en skabelse, der i sit slutfacit skal være til glæde og velsignelse. Alle naturens processer er udtryk for skabelse. Alt i naturen, selv de ødeste ørkener, de mest golde lavamarker eller klippeterræner, består af skabt materie. Enhver ting i naturen har en form, en konsistens, et volumen, en farve, en kombination. Det viser, at det er noget skabt.
      Vi kommer således til det tredje af principperne, nemlig det skabte, der afslører, at der er en plan og en bevidsthed bagved, og så er der også et jeg, der har denne plan, der har dette ønske og arbejder på at opfylde dette ønske. Således kommer vi til at iagttage, at verdensaltet er levende. Det er en levende, arbejdende bevidsthed. Verdensaltet har en organisme. Det er den, vi kan se, og det er den, vi har med at gøre. Fra verdensaltets organisme har vi fået vore sanser, og det er den, på hvilken vore sanser reagerer. Vi kan således sanse og iagttage og derigennem afsløre, at denne skaber eksisterer.