Tre analyser af en og samme ting
118. Skaberen, skabeevnen og det skabte er ikke tre analyser af tre ting, det er tre analyser af én ting. Det må man også komme til at forstå.
      Hvis skabeevnen ikke eksisterede, eksisterede intet som helst af det, vi nu oplever. Vore organismer ville aldrig være blevet til, og der ville ikke være nogen oplevelse. Vi ville nok have en evig eksistens, men vi ville aldrig nogen sinde vide eller komme til klarhed over, at vi havde denne eksistens. Hvis skabeevnen således ikke eksisterede, ville det skabte heller ikke eksistere.
      Hvis skaberen, jeget, dette første noget eller det guddommelige noget, som jeg kalder det, ikke eksisterede, ville der ikke være noget, der kunne have en plan. Bevidsthed eksisterer jo ikke tomt i luften. Bevidsthed er en egenskab ved et jeg. Det kan man komme til vældig klarhed over ved at tænke på sig selv. Man føler eller fornemmer sig selv som et jeg. Man er et midtpunkt i sin organisme, sin bevidsthed og sine handlinger. Man er et midtpunkt i verdensaltet. Hvad er det? Er det hjernen? Er det hjertet? Er det fødderne? Er det hænderne? Er det øjnene? Nej, det er ikke noget af det, der er jeget. Der et noget helt andet, det er altså det guddommelige noget, der går igen alle vegne.
      Vi kommer næsten håndgribeligt til dette jeg i os selv. Dette jeg eller dette noget må vi have med, ligesom vi også må have skabeevnen med. Det frembringer nemlig det resultat, vi ser i form af vor tale, vore handlinger, vore manifestationer, vor væremåde. Det er noget skabt. Før denne væremåde er der en plan, en hensigt, eftersom vi har ønsker, begær og vilje. På denne måde kommer vi til at se, at vi ikke selv er helt udenfor, når vi studerer verdensaltet. Det taler jo et vældigt sprog helt ind i os.