Ingen skabelse uden en skaber
116. Den skabelse, vi håndgribeligt er i berøring med, sker hele tiden, men kun i de felter, hvor menneskene er vant til at iagttage, der, hvor de har hundrede procent evne til at se, er der ikke noget som helst, der kan blive til uden en skaber, en bygmester. Der, hvor menneskene har hundrede procent evne til at se, er der, hvor de selv skaber. Lige meget hvad vi vil pege på, så vil man med det samme sige: "Nej, det har ikke skabt sig selv, der har været en bygmester". Ser vi et sæt tøj, så ved vi, at der har været en skrædder. Er det et hus, så har der været en bygmester. Der må være ingeniører og skabere bag ved alle disse menneskelige foreteelser. Det kan ikke nytte, at man siger, at det er blevet til af sig selv.
      Men der er ingen forskel på skabelsen inden for det menneskelige område og uden for det menneskelige område. Det skulle da lige være den, at det menneskelige skabeområde ikke er nær så logisk og fuldkomment opbygget som de skabelsesprocesser, menneskene ikke har foretaget, men som er foretaget af en anden magt.
      Vi kan tage vor egen organisme. Det er et guddommeligt resultat. Vi har en sådan organisme med hundreder af funktioner, som vi ikke behøver at have noget med at gøre. Vi kan tænke, vi kan tale, læse og skrive, vi kan glæde os over forskellige ting, og det arbejder af sig selv. Vi skal kun passe på ikke at ødelægge den. Vor organisme er et resultat af en logisk skabelse, den er da mindst lige så logisk skabt som et hus, en bro, et jernbanetog eller en flyvemaskine.
      Man må komme til at indse, at når tingene af sig selv ikke kan danne sig logisk til inden for det område, hvor vi kan se hundrede procent, så har vi ikke noget som helst grundlag for eller ret til at antage, at det skaber sig selv udenfor. Det kan det altså ikke. Vi kommer derved til at måtte erkende, at der eksisterer en skaber.