Evige facitter og timelige facitter
115. Verdensaltets virkelige analyse er jo ikke timelige facitter, således som alle andre ting, vi har med at gøre. Det er facitter, der aldrig nogen sinde har begyndt og aldrig kan ophøre, for verdensaltet er jo en evig struktur, og derfor må dette noget, som vi er kommet frem til, være det centrale. Det er det faste punkt.
      Det, vi først kan møde eller iagttage, er dette faste punkt. Men det næste, vi kan sige, når vi ser på dette eksisterende verdensalt, er, at der finder skabelse sted. Der skabes noget hele tiden. Tingene forvandler sig, og denne forvandling er ikke kaotisk eller tilfældig. Denne forvandling danner hundrede procent logiske resultater såvel i mikrokosmos og i mellemkosmos som i makrokosmos.
      Alle denne forvandlings resultater er i deres slutfacit til glæde og velsignelse for levende væsener, og de afviger aldrig nogen sinde derfra. Kunne de afvige derfra, var hele universet af lave, og der ville ikke ske noget som helst af det, vi ser, der sker. Det betyder jo ikke, at alle mennesker kan se, at det er en logisk skabelse, men det er jo det, de skal lære at se. Men man må først være indstillet på det. Det, man ikke tror eksisterer, vandrer man jo ikke hen imod. Begynder man at forstå, at det eksisterer, så begynder man at sætte sine tanker i gang og begynder at få vilje til at finde dette noget.