Det levende væsens skabeevne – X2
Symbol nr. 9
110. Når vi ser på verdensaltet, har det en skabeevne, for vi ser en hel masse skabte realiteter, og vi ser en skabelse finde sted hele tiden. Denne skabeevne har jeg symboliseret ved det symbol, som vi ser her. Ting, der ikke har form, kan man ikke lave noget billede af, men man kan lave et symbol af princippet.
      Tænker man sig nu den første hvide skive bag ved dette symbol, vil den komme til syne eller virke igennem den store åbning i midten og de mange små åbninger ved randen. Det er jo også udtryk for det, der finder sted. Dette evige noget bagved har altså en skabeevne. Denne skabeevne betinger den forvandling, der sker ved, at den ene bliver til de mange. Vi ser, at der er et jeg i alle levende væsener, og i midten ser vi det store jeg i verdensaltet. Der en vekselvirkning fra disse jeger til dette store jeg. Alting er indstillet på Gud.
      Det er rigtigt, at der er en materialistisk epoke, men det er kun en særlig epoke, der finder sted, så længe menneskene må opleve og iagttage den fysiske materie. Når de er færdige med det, vender de tilbage og bliver indstillet på Gud, for så kommer de ind på åndsvidenskaben, der fører dem tilbage til at være indstillet på Gud. De kan ikke være indstillet på noget andet, de kan kun være indstillet på Gud.
      Skabeevnen kalder jeg X2, for den er jo lige så navnløs, som det første noget. Skabeevnen må have været til i al evighed, ligesom det første noget var til i al evighed. Der kan ikke være en tid, hvor det ingen skabeevne havde, for så kunne den jo ikke blive til. Noget kan ikke komme af intet, altså har den evigt været til, og derfor er den navnløs. Vi kan ikke sige, at det er en lille skabeevne, eller det er en stor skabeevne. Det er jo den skabeevne, igennem hvilken alting i verdensaltet bliver skabt, altså er den også navnløs, den er "noget der er". Den skaber både det store og det små. (Se stk. 169)