Instinktepoken og trosreligionerne degenererer og forsvinder
11. Med Kristus kom der en ny mental tilstand ind i verden og ind i kulturen. Men vi ser, at denne instinktepokes mennesker var alt for umodne til at kunne acceptere denne Kristi væremåde. Det var alt for fabelagtigt unaturligt. De var jo bundet ved deres instinkt, ligesom mange præster og andre udøvere af kirketjeneste i dag er bundne ved dogmerne.
      Engang talte jeg med en præst, der kom til mig. Han var sendt op af en anden præst. Han var meget dogmatisk bundet. Vi talte om særlige analyser. Jeg kan ikke huske selve den analyse, vi talte om, men jeg forklarede præsten: "Jamen det må jo være det, der menes, når der nu står sådan. Det kan ikke være bogstavformen, men det må være det, der ligger bag ved bogstavformen". Så siger han: "Ja ja, det ser jo besnærende ud, men nu står det sådan i Bibelen, og så må vi tro det". Så der var ikke noget at gøre. Han kunne ikke bruge intelligensen.
      Man forstår godt, at de skriftkloge og farisæerne ikke kunne acceptere denne tømrersvends nye ideer eller forestillinger. Dertil kræves en helt anden udvikling og modning, og den havde de såkaldte enfoldige fiskere, almindelige tarvelige mennesker uden nogen særlig stor position. De kunne forstå Kristus, de var udviklede til det, og i dem blev så kristendommen sået, iplantet og bragt videre. De ofrede deres liv for det. Mennesker blev kastet for vilde dyr, men de fornægtede ikke kristendommen.
      Kristendommen blev en verdensreligion. Den befordrede i en vis grad en human udvikling, men den forhindrede ikke denne instinktepoke i at degenerere. Den skulle degenerere, og den degenererer. Der bliver flere og flere tomme stole i kirker og templer. Det sker ikke blot i den kristne kirke, men også i Østens templer, i buddhistiske templer, muhamedanske templer osv. De tyndes ud. Menneskene kommer bort fra de gamle dogmer, fordi intelligensudviklingen også finder sted der.
      Med såvel intelligensudvikling som følelsesudvikling kommer man til at se anderledes på det, og man begynder at fornemme tilværelsen, ligesom Kristus fornemmede den. Menneskene kommer til at gennemgå mange lidelser. Når man ikke følger de rigtige moralske regler, bringer man sig selv ud i stærke lidelser. Lidelserne afføder en større human følelse, for jo mere man selv har lidt, desto vældigere kan man fornemme lidelserne hos andre, desto mere bevidst er man i det, man gør imod andre. Man føler med det samme, nej, så vil han blive ked af det, eller hun vil blive ked af det, og så nænner man ikke at gøre det. Evnen til ikke at kunne nænne at gøre det onde vokser mere og mere, og den voksede så stærkt, at man begyndte at forstå, at Kristus havde ret.
      Man begyndte at se, at Guddommen, Forsynet, ikke kunne være en sådan grusom bøddel, der kunne henkaste levende væsener, som han selv havde skabt dem, i et evigt helvede. Hvis nogle væsener nu ikke er velskabte, må det være skaberens skyld, det kan jo ikke være væsenernes egen skyld. Men ikke desto mindre blev de bragt over i et evigt helvede, og til hvilken nytte? Når de aldrig nogen sinde kunne komme ud derfra, så kunne der jo ikke være nogen nytte eller mening i det.
      Det eneste formål, der så kunne tænkes at være, var det, at det kunne behage denne guddom at se disse sjæle lide. Det siges også samtidigt, at det er den store flok, der går til dette helvede. Kun den lille flok bliver frelst. Det er jo tydeligt, at denne indstilling ikke kan være kulturbasis for et menneske, der ikke nænner at gøre noget ondt imod sin næste, ikke engang nænner at gøre ondt imod dyrene. Et sådant menneske kan ikke leve på en sådan guddomsopfattelse, og derfor måtte den degenerere.