Kristus og hedenskaben i kristendommen
10. Den bebudede Messias kom til verden, og det var et menneske, i hvem der var vågen dagsbevidsthed om selve livets struktur, et menneske, der var bevidst i Guddommen. Det var et menneske, der ikke levede på en forestilling om, at Guddommen kunne være sådan og sådan, eller at man burde handle sådan og sådan. Det var et menneske, der som levende kendsgerning vidste, at sådan skal man være, og som kendte livets love, og det kulminerede i, at han sagde: "Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv".
      Han praktiserede det i sin væremåde, hvilket understregede budskabet i hans bjergprædiken. Dette væsens fødsel kom til at få stor indflydelse på den menneskelige kulturskabelse. Den fik navnet kristendom, fordi den fik et stænk af kristendom i sig. Men denne kulturskabelse blev ikke kristen, for i virkeligheden kom menneskene endnu i en lang epoke til at leve i hedenskab, og de lever stadig i dette hedenskab. Ved hedenskab forstår jeg altså det modsatte af kristendom. Hedenskab er der, hvor man straffer og hævner. Selv i den moderne kirkelige kristendom i dag er der forestillinger om, at Gud er et væsen, der bliver vred, et væsen, der hævner og straffer. Et væsen, der kun giver noget af nåde, et væsen, der ikke viger tilbage for at lade et menneske vansmægte i et evigt helvede, hvorfra det aldrig nogen sinde kan blive befriet. Jamen det er sandt, sådan er denne forestilling jo. Den er ganske skrigende imod Kristi væremåde og det, han sagde. Kristi væremåde var sådan, at han tilgav alt. Han siger jo, at man skal tilgive sin næste halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt. Og så bliver der vist heller ikke mere at tilgive på en dag.
      Man skal elske sine fjender, man skal være kærlig og god mod dem, der hader og forfølger en, siger Kristus. Man ser, at ud af ham stråler og funkler der en helt ny opfattelse af verdensaltet, en helt ny ide om livets mening. Hvis denne ide bliver praktiseret, kan alle og enhver se, at så er livet så fuldkomment, som det overhovedet kan blive. Det blev altså indpodet i jorden, det blev indpodet i denne instinktepoke, som menneskeheden levede i. De blev af instinktet tvunget til at danne sig forestillinger om Forsynet i denne epoke, hvor de endnu ikke havde videnskabeligt grundlag eller intelligensmæssig udvikling til at danne sig logiske, virkeligt videnskabelige forestillinger om Forsynet. De måtte så danne sig disse begreber efter deres menneskelige forestillingsevne.
      De ser, denne kristne Gud er jo kun et væsen med menneskelige tendenser, med menneskelig bevidsthed. Det kunne godt falde et menneske ind at straffe og hævne og kun gøre noget af nåde uden at tilgive, og så tror man, at sådan må Gud være. Man tror, at Guddommen kan straffe og være med i en krig. Man beder jo også om, at Gud skal ødelægge fjenden. Det kan ikke være kristendom. Kristendom kan kun være det, der er kristusmentalitet. Det andet er hedenskab.