96.6 Symbolet skal vise, hvilket liv mennesker vil få på det åndelige plan efter døden. Under det tværgående sorte felt ser vi det fysiske område, og fra venstre mod højre ser vi udviklingen fra dyr til menneske.
      Vi ser, at mennesket har to poler. Den runde gule figur symboliserer den feminine pol, og den grønne symboliserer den maskuline pol. Udviklingen bevirker, at de to poler kommer i jævnbyrdighed. Når polerne er jævnbyrdige, er mennesket hverken mand eller kvinde, han eller hun, så er det i Guds billede. Gud er ikke en kvinde eller en mand, Gud er et levende væsen. Man kan sige et rigtigt menneske. Det rigtige menneske er jo udtryk for Guddommen.
      Vi ser, at væsenerne til venstre har meget instinkt og noget tyngde. De har kun lidt følelse, lidt intelligens og lidt hukommelse. Over det tværgående sorte felt ser vi så, at de får et tilsvarende langt liv i instinktområdet, det vil sige i et primitivt område på det åndelige plan. Når de kommer op til det højere plan, får de kun et kort ophold i det rigtige menneskerige, og så vender de meget hurtigt tilbage til det fysiske plan, fordi de ikke har ret meget intelligens og intuition. På denne måde kan man se eller udlede, hvordan den åndelige struktur er imellem de fysiske liv.
      Vi ser, at skærsilden er størst for væsenet i midten af symbolet. Efterhånden som væsenet bliver mere åndeligt udviklet, forsvinder skærsilden. Dør et menneske, som er perverst, dranker eller som på andre måder er udskejende og afsporet, er det nødt til at blive i denne sfære, indtil det selv råber om hjælp. Det er ikke altid, at et sådant menneske råber om hjælp. Det er ikke altid, det opdager, at det er død. Men efterhånden opdager det, at det er kommet på et andet plan, for der er ingen solopgang, der er ingen solnedgang. Der er et evigt gråt lys, og væsenet møder kun andre væsener af samme slags. For eksempel vil et menneske, der hader, kun møde hadefulde mennesker. Men der er også det gode ved det, at hvis det er mennesker, der er gode og kærlige, får de ikke så lang tid i skærsilden. Som vi ser, har de et stort område i kærlighedsområdet, altså det rigtige menneskerige. De har et stort område i visdomsriget og et stort område oppe i den guddommelige verden, dvs. intuitionsverdenen.
      Videnskaben leder jo efter denne intuitionsverden for øjeblikket, og den har så fantastiske forestillinger og kolossale hypoteser om fremtiden, men mange af disse er skrigende afsporede. Men det må man undskylde videnskabsmændene, for de forstår ikke, at intuitionen er et kosmisk sansesæt. Det er ikke blot en evne, men det er et kosmisk sansesæt. Det er dette sansesæt, der har sat mig i stand til at give den visdom, som jeg har gjort, uden at læse noget, uden at studere noget her i denne verden. Det er alt sammen kommet inde igennem mig selv.
      Det er altså denne intuitive evne, som er højt udviklet hos væsenerne længst til højre på symbolet. Her er der stor kærlighed, megen intelligens og megen intuition. Figuren længst til højre symboliserer det færdige menneske.
      Det er alt sammen noget, man må læse sig til, det kan jeg ikke forklare her. Det regner jeg med at kunne få forklaret i de to bind, der er tilbage af symbolbøgerne, foruden det fjerde, som jeg er i gang med. Det er noget, man må studere og have tid til at sætte sig ind i. Men her ville jeg bare gerne vise, at det er disse emner og disse symboler*, man kan komme til at studere i fremtiden, når jeg får det færdigt, og det kommer ud.
 
Martinus' 82-års fødselsdagstale, 11.08.1972
 
____________
* I løbet af sin 82-års fødselsdagstale viste Martinus ud over det foreliggende symbol nr. 96 også symbol nr. 38, 74, 76 og 85, som i 1972 endnu ikke var udgivet.