til symbol nr. 87
 
Livets Bog, bind 7, stk. 2421 2421. Det er dette, at menneskene således tilhører højst forskellige udviklingstrin og de under trinene henhørende tilsvarende forskellige væremåder, der bevirker, at menneskene verden over umuligt kan have den samme moralopfattelse og væremåde. Kun den moralopfattelse og den heraf afhængige væremåde, der er gældende for det udviklingstrin, som et menneske tilhører, kan være det primære for det samme menneske. Derfor tror de forskellige primitive udviklingstrins mennesker hver især, at deres særlige moralopfattelse og væremåde er den eneste rigtige og dermed eneste saliggørende, medens alle andre herfra afvigende moralopfattelser og væremåder er falske. Dette bevirker så igen den religiøse forbandelse, vi kender under begrebet "intolerance", og som har affødt religionernes og sekternes indbyrdes krige og forfølgelser. Den er naturligvis også grundkilden til alle de andre krige og verdenskrige, der har raset og lagt den ene verdenskultur efter den anden i grus. Af samme grund er den moderne kulturs fængsler og tugthuse fulde af mennesker, som skal straffes, fordi de ikke kan opfylde den herskende juridiske moral og væremåde, der netop udgør et helt andet udviklingstrins normale udslag end det, de fængslede mennesker tilhører. Hvordan skulle disse fængslede mennesker, som betegnes som "forbrydere", kunne acceptere eller fornemme noget andet udviklingstrins moral og væremåde som normal og primær levevis end den, der er det normale udslag af deres eget udviklingstrin?
 
 
Småbog 26, Udødelighed, kapitel 10 10. Den fysiske verden er, som før nævnt, kun et ocean af kombinerede bevægelsesarter i en mangfoldighed af variationer og fremtræder for de fysiske sanser som en tilsvarende mangfoldighed af dels forskellige former for stof eller materie, og dels som skabte ting. Men hinsides dette store bevægelsesocean eksisterer der altså "noget", der i form af de levende væseners "jeger", såvel i mikrokosmiske og i makrokosmiske som i mellemkosmiske organismer, afstedkommer og behersker bevægelserne i dette stofoceans variationer i form af skabte ting og dermed den tids- og rumdimensionelle verden. Vi har set, at "jegerne" og bevægelsesoceanet eksisterer. Da ingen som helst form for bevægelse kan udløses uden kraft, kommer vi her til en ny realitet i livsmysteriets løsning. Og vi er dermed i berøring med noget, der absolut ikke er fysisk. Kraft kan kun iagttages på de reaktioner, den kan påføre de fysiske materier eller stoffer. Den bliver derved synlig som en materie af en anden dimension end den fysiske. Da den som nævnt kun kan iagttages og erkendes ved hjælp af de reaktioner, dens indvirkning på fysiske materier skaber, udgør den en "åndelig" materie. Denne materie udgør altså den kraft, ved hvilken det levende væsens "jeg" kan indvirke på de fysiske materier. Da denne indvirkning betyder livsoplevelse for dens ophav, "jeget", ved hvilken det bliver fremtrædende som et "levende væsen", er vi her kommet til den kraft, der ligger bag ved al skabelse, al fremtræden af levende væsener. Denne kraft er altså de levende væseners "livskraft". Da de levende væsener forekommer under tre dimensioner, nemlig som mellemkosmos, hvortil planter, dyr og mennesker hører, og mikrokosmos, hvorunder alle celler, molekyler, atomer og elektroner osv. henhører, og dernæst makrokosmos, hvortil de store organismer som kloder, sole og mælkeveje henhører, bliver livskraften i disse tre dimensioner henholdsvis fremtrædende som mellemkosmisk, mikrokosmisk og makrokosmisk. Den makrokosmiske livskraft har den materielle videnskab arbejdet med i mange år uden at vide, at den er makrokosmisk livskraft. Nævnte videnskab har opfattet den som en materiel eller fysisk kraft og udtrykt den under begrebet "elektricitet". Elektricitet er således ikke en fysisk, men en åndelig kraft. Det er ikke så mærkeligt, at menneskehedens store vise tidligere har udtrykt denne kraft som "Guds ånd", hvilket er den absolut hundrede procent rigtige opfattelse. Men denne betegnelse kan materialistiske eller gudløse mennesker naturligvis kun acceptere som overtro. Den kraft, som planter, dyr og mennesker har til rådighed, og ved hvilken de kan beherske og styre deres fysiske organisme, væremåde og livsfunktioner, er altså mellemkosmisk elektricitet eller livskraft. Den er således absolut ikke fysisk, idet den netop kan gennemstrømme hjernen og de fysiske nerver og derved normalt komme til udløsning i de felter, hvor organismens ophav ønsker det. Enhver kraft, der kan gennemstrømme fysiske materier, er netop ånd, som er nærværende overalt.