til symbol nr. 94
 
Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 33.17-33.20, symbol nr. 33, De dyriske og menneskelige tankeklimaer 33.17 De første virkninger af den modsatte pols begyndende udvikling i mennesket blev, som vi har set, primitiv følelse og begyndende intelligens. Disse to evneanlæg gav væsenet begyndende menneskelig begavelse. Og det fik i kraft af denne navnet "menneske". Men da det endnu kun havde dyrisk bevidsthed kunne det kun anvende denne menneskelige begavelse i sin dyriske bevidstheds tjeneste. Da den dyriske bevidsthed fundamentalt opretholdes i kraft af det dræbende princip, blev den begyndende menneskelige begavelse taget i dette princips tjeneste. Og menneskets dræbende kunnen blev derved hævet til en sådan genialitet, at den absolut ikke kunne kaldes dyrisk, ligesom den heller ikke kunne kaldes menneskelig, efter som menneskets livsfundament er det livgivende princip eller kærligheden. Da denne menneskets tilstand hverken er dyrisk eller menneskelig, men udgør kulminationen af mørket, måtte vi udtrykke denne som "djævlebevidsthed". Men det er jo ikke denne bevidsthedstilstand, der er endemålet for Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Djævlebevidstheden udgør lige akkurat den diametrale modsætning til Guds billede, der er det samme som den totale kærlighedens væremåde. Men hvordan skulle noget væsen kunne komme til erkendelse af denne kærlighedens væremåde uden på grundlag af dets kendskab til mørket? – Og hvordan skulle det få kendskab til mørket uden ved at blive ekspert i oplevelsen og manifestationen af dette? Hvordan skulle det blive ekspert i oplevelsen og manifestationen af mørket uden netop ved at blive født i mørket og fra bunden af opleve alle mørkets forskellige stadier ved hjælp af de for disse stadier særligt tilpassede organismer, således som det netop oplever det igennem dets passage igennem spiralkredsløbet? Ved hjælp af primitiv følelse og begyndende intelligens blev det i stand til at tilfredsstille sine egoistiske begær og skabte mørket. Men her måtte det opdage, at denne vej ikke førte frem til nogen som helst stabil lykke. De måtte hele tiden kæmpe med en mørkets eller lidelsens skæbne som den, de selv udløste mod deres næste, hvilket vil sige: andre væsener. Denne permanente oplevelse af mørk skæbne, den utryghed og frygt den affødte, begyndte at ændre noget i væsenets psyke. Gennem oplevelser af smerterne i deres egen organisme begyndte de at kunne forstå andre menneskers smerte og lidelse. Og desto mere de kom til denne forståelse, desto mere medfølelse eller medlidenhed kom de til at føle over for disse væsener. Og det er denne evne, der udgør den begyndende næstekærlighedsevne. 33.18 Forannævnte evne har sit eget organiske sympatiske anlæg, der hører ind under den modsatte pol i væsenet. Den må derfor ikke forveksles med parringsdriftens sympatiske anlæg, der hører ind under den ordinære pol i væsenet. Det ufærdige menneske er således på en gang enpolet i kraft af den ordinære pols domæne, og dobbeltpolet i kraft af den modsatte pols begyndende funktion. Dobbeltpoletheden afføder nu efterhånden ikke blot intellektuel udvikling, den begynder også i forbindelse med væsenets mørke skæbne eller lidelser at udvikle humanitet eller den virkelige næstekærlighed. Denne begyndende kærlighed adskiller sig fra den ægteskabelige kærlighed derved, at den udgør "alkærlighed". Dette vil sige: en kærlighed, i kraft af hvilken væsenet føler medlidenhed med alle lidende væsener, dyr såvel som mennesker, en kærlighed i kraft af hvilken væsenet hellere vil give end at tage, en kærlighed i kraft af hvilken væsenet ikke kan dræbe, myrde eller føre krig, en kærlighed i kraft af hvilken væsenet tilgiver sine fjender og opfylder Kristi påbud: "... elsker eders fjender, velsigner dem, som forbander eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder ...". (Matt. 5.44). Vi bliver således her vidne til den virkelige og absolutte kærlighed, den der er universets grundtone, og på hvilken hele verdensaltet er baseret. Det er her let at se, at denne absolutte kærlighed er noget ganske andet end den ægteskabelige kærlighed eller parringssympatien, i kraft af hvilken man kun kan elske væsener af modsat køn, have sympati for ægtemagen og afkommet. Men der ud over afføder den samme parringssympati kun skinsyge, jalousi, lemlæstende og dræbende skinsygedramaer og krigstilstande og bloddryppende hævnakter som livsbetingende fundamenter i de endnu primitive væseners dyriske selvopholdelsesdrift. Dette understreges yderligere i kraft af dyrenes organismer, af hvilke de fleste er udstyrede med geniale, organiske mordvåben for dyrenes forsvars- og angrebsberedskab. Parringskærligheden er således absolut ikke beregnet på at skabe fred i verden. Dens struktur er kun et organisk beredskab for fysisk organismeskabelse og den heraf affødte mulighed for væsenernes fysiske genfødsel eller reinkarnation. Uden denne forplantningsstruktur ville en virkelig inkarnation af ånd i fast og massiv fysisk materie være en umulighed. Og uden inkarnation af væsenerne i fysisk materie ingen bevidsthedsskabelse og dermed ingen livsoplevelse. Det er jo på det fysiske plan, at væsenerne lærer at kende forskel på ondt og godt. Og i samme grad, som de tilegner sig dette kendskab, udvikler de sig til at blive det færdige åndelige væsen, der ikke mere behøver at inkarnere i fysisk materie, men med sin udviklede kærlighedsbevidsthed kan leve livet i lysets højeste åndelige verdener. Det var jo netop af hensyn til udviklingen af kendskabet til godt og ondt, at væsenerne måtte gennemgå den proces, Bibelen udtrykker som "Evas skabelse", hvilket igen vil sige: væsenernes omskabelse til enpolede væsener. Det er igennem denne enpolede tilstand med dens jalousi og skinsyge, dens krigs- og drabstilstand, at væsenerne direkte erfarer eller oplever, hvordan livet er, der hvor man ikke kan elske sin næste, som man elsker sig selv. Det er således enpolethedens mission at skabe og føre væsenerne igennem selvoplevet viden og erfaringer angående mørkets struktur og den heraf følgende udvikling i dobbeltpolethed, der afstedkommer den intellektualiserede følelse, der igen er det samme som den absolutte alkærlighed eller næstekærlighed. Vi har således her berørt to slags kærlighed: parringskærligheden og alkærligheden. Vi har set, at parringskærligheden er begrænset til kun at kunne omfatte ægtemagen og afkommet. Ud over denne begrænsede sympati befordrer den mørket, skinsyge, jalousi, had og krigstilstand mellem væsenerne. Den befordres af den ordinære pol i det ufærdige menneske, hvilket vil sige: den maskuline pol i manden og den feminine pol i kvinden. Da denne enpolede tilstands struktur kun sætter væsenet i stand til at elske væsener af modsat køn og afføder stærk antipati eller frastødning mod væsener af sit eget køn, kan væsenet i sin enpolede tilstand aldrig nogen sinde blive til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det har således ingen struktur, ved hvilken det er i stand til at elske sin næste, som det elsker sig selv. Vi forstår således her, at den enpolede tilstand og dens meget begrænsede sympatiske anlæg kun er noget midlertidigt, noget der må afløses af den virkelige og absolutte alkærlighed eller næstekærlighed, for at Guds plan med det levende væsen: mennesket i Guds billede, kan blive til realistisk virkelighed. Mennesket i Guds billede er jo et væsen, der udstråler Guds ånd, lys og varme betingelsesløst ud over alt og alle. Det er derfor ikke så mærkeligt, at dobbeltpoletheden eller de sympatiske anlæg for denne guddommelige kærlighedstilstand er i tiltagende udvikling hos alle ufærdige mennesker. 33.19 Ligesom parringssympatien afføder trang i væsenet til at kærtegne den elskede partner, således afføder dobbeltpoletheden eller alkærligheden i væsenet også trang til at kærtegne andre væsener. Denne trang bliver absolut ikke mindre med udviklingen. Men denne trang til at kærtegne og selv modtage kærtegn er ikke således som parringskærligheden eller forelskelsen kun en trang til at kærtegne et væsen af modsat køn. Den udvikler sig til i lige så høj grad at afføde trangen til at kærtegne sit eget køn. Og hermed begynder den guddommelige forvandlingsproces, der skal gøre dyret til menneske, at blive til lidelse, ja ligefrem til et ragnarok for det pågældende væsen. Det store flertal af de ufærdige jordmennesker kan ikke forstå et menneske med en sådan sympati. De har endnu aldrig i deres egen bevidsthed følt noget i retning af en sådan udvidet kærlighedstrang. Og de er ligefrem opdraget til at opfatte en sådan sympati for sit eget køn som en abnormitet, en perversitet eller afsporing, ja, ligefrem som en forbrydelse. Der blev da også skabt love endog med dødsstraf for væsener med dette begyndende guddommelige kærlighedens talent. At menneskene aldrig nogen sinde vil komme til at kunne opfylde livets store bud eller loven for tilværelse uden netop dette talents udvikling, har de ingen som helst viden om. Hvordan skal et menneske komme til at elske sin næste som sig selv, når dets sympatiske anlæg kun er enpolet og kun skaber antipati mod væsener af dets eget køn? – Og uden denne opfyldelse af næstekærligheden, vil intet som helst menneske, som før nævnt, kunne blive til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Men menneskenes uvidenhed skaber her en stor gene for dobbeltpolethedens udvikling. Hvis de mennesker, i hvem dobbeltpoletheden eller dette kærlighedens talent begynder at gøre sig gældende, røbede, at de havde dette begyndende talent, og var så uheldige at komme til at afsløre sig med for stor varme i øjnene over for et væsen af deres eget køn, eller et for blidt kærtegn til samme væsen, kunne de jo risikere at blive opfattet som usædelige, perverse eller abnorme. Og hermed er der skabt den mest glimrende bagtalelsens kerne, der igennem bagtalernes fantasifulde, mentale jordbund kan vokse og blive til et mægtigt sladderens kæmpetræ, hvis giftige frugter forpester al mental sund luft og sandfærdig tankesfære omkring denne væsenets forvandling fra dyr til menneske.
      Ligesom en kvinde er født kvinde, og en mand er født mand, således er det dobbeltpolede væsen mere eller mindre født som dobbeltpolet, alt eftersom det er fremme i udviklingen hen imod det færdige eller fuldkomne menneske. Kan det nytte noget at forfølge eller straffe en kvinde, fordi hun således er født kvinde? – Holder hun op med at være kvinde af den grund? – Kan det nytte at straffe en mand, fordi han er født mand? – Ophører han med at være mand af den grund? – Ville en sådan forfølgelse ikke være toppunktet af tåbelighed? – Hvorfor skulle det ikke også være toppunktet af tåbelighed at håne, forfølge og straffe et menneske, der er født dobbeltpolet? – At straffe et menneske, fordi det er født dobbeltpolet, hvilket altså vil sige, at det er født med et højere sympatisk anlæg end det enpolede sympatiske anlæg, der endnu er fundamentet for flertallet af jordens mennesker, er lige så stor en tåbelighed, som det ville være at straffe et menneske, fordi det har blå øjne eller rødt hår. 33.20 Hvorfor er menneskene så onde ved dobbeltpolede væsener? – Denne menneskenes ondskab eller antipati mod dobbeltpolede væsener skyldes udelukkende den uvidenhed, der også er årsag til al anden ondskab, forfølgelse, vrede og had. Da de pågældende mennesker ikke har nogen særlig viden eller forstand med hensyn til det dobbeltpolede sympatiske anlæg, kan de kun opfatte dobbeltpolede mennesker som abnorme. Og her over for virker deres dyriske instinkt, som de endnu ikke er vokset helt fra. Dette dyriske instinkt bevirker dyrets forfølgelse og drab af væsener af dets egen race, der er abnorme og ikke kan klare sig selv. Hos dyrene i renkultur er denne naturens anordning jo et gode. Dyrene har ingen anden udvej til at hjælpe deres invalide, abnorme eller hjælpeløse væsener. Det er det samme instinkt i det primitive menneske, der får det til at føle uvilje, antipati eller nag til mennesker, der afviger fra den af flokken opfattede normalitet. Det tror, at det dobbeltpolede væsens sympatiske følelser for væsener af dets eget køn er en afsporing, noget de må vænnes af med. De tror, at denne sympati kun er en viljesakt, man kan beherske ligesom viljen til at stå op eller sidde ned. De mener, at det er retfærdigt, at sådanne væsener skal straffes. De mener, at disse må kunne bekæmpe en sådan for dem tilsyneladende tåbelig følelse. – Væsenet kan naturligvis til en vis grad tvinges til ikke at lade denne sin sympatiske følelse komme til udbrud, men det holder ikke derfor op med at være dobbeltpolet.