til symbol nr. 81
 
Det Evige Verdensbillede, bog 3, symbol nr. 27, Jordklodens kosmiske stråleglans, stk. 27.1 27.1 Som vi allerede i tidligere analyser er blevet kendt med, er jordkloden så langt fremme i sin udvikling, at den som individ eller levende væsen betragtet befinder sig i den store fødsel. Dens nuværende udviklingsstadium er afslutningen på dens fremtræden som ufærdig menneskeklode. Dens ydre astronomiske forhold er ikke mere af nogen som helst katastrofal natur. Der er ikke udsigt til, at den på nogen måde skal kollidere med nogen anden klode eller på anden måde blive påført mørk karma fra verdensrummet. Den går således fremad mod lysere astronomiske forhold, rent bortset fra den resterende mørke karma, jordmenneskeheden endnu har tilbage at gennemgå, inden den bliver fuldkommen. Jordkloden vil efterhånden fremover blive mere levende og behagelig for menneskeheden. Alle de lavere dyrearter, særlig rovdyr og andre kødædende dyr er i færd med at uddø på den. Det samme er tilfældet med slanger og de andre giftige og for en højere menneskelig tilværelse skadelige levende væsener. Her ind under hører også de giftige og sygdomsbefordrende insektarter. Alle junglekrat og urskove vil forsvinde for menneskets fremtrængen til fordel for en højere menneskelig tilværelse. Alle jordens i dag laveste eller mest primitive mennesker: Pygmæer, buskmænd o.l. er i færd med at udvikle sig frem til civilisation og kultur. Og de vil derved efterhånden komme på højde med det fuldkomne menneskerige og til sin tid blive borger i dette sammen med alle de andre nulevende ufærdige mennesker på jorden. De meget ufærdige mennesker vil, som vi allerede indgående har forklaret, igennem den af deres ufærdige natur affødte mørke skæbne, ligesom den øvrige del af menneskeheden blive forvandlet fra det dyriske til det menneskelige i væremåden. Og det er dette, den ufærdige jordmenneskeheds forvandlingsområde, vi har symboliseret på nærværende symbol.
 
[Se symbolforklaringen i Det Evige Verdensbillede, bog 3, symbol nr. 27].
 
 
Livets Bog, bind 2, 431-434 431. De animalske væsener er således udtryk for jeger, der er nået så langt frem i udviklingen, at de er kommet ud af den direkte ildzone. De er nået frem til at kunne beherske ilden med "følelsesenergien". Hele deres kødelige organisme opretholdes jo kun i kraft af en særlig bestemt ligevægtig spænding imellem "tyngde-" og "følelsesenergi". Denne spænding udtrykkes direkte igennem det, vi kalder væsenets "normaltemperatur". Angående denne "normaltemperaturs" forskelligartethed må vi her henvise til specialanalyser senere i "Livets Bog". Her skal vi blot nævne, at det skyldes denne, at individet kan udnytte de to modsatte energiarter til sin daglige manifestation eller tilværelse. Når det i det hele taget kan løfte sin hånd eller flytte sin fod, så skyldes det udelukkende viljens indvirken på nævnte spændingsforhold, der derved bliver forrykket til en af siderne, enten i "tyngdeenergiens" eller i "følelsesenergiens" favør, og hvorved den uligevægt opstår vi kalder "bevægelse". Dette princip gør sig gældende i enhver fysisk situation. Der vil overhovedet ikke kunne eksistere nogen som helst form for manøvrering med den fysiske organisme, uden det er en uligevægtsskabelse imellem "tyngdeenergi" og "følelsesenergi". Alle organismefunktioner, ja, kort sagt, absolut al bevægelse i universet er en uligevægt imellem disse to energier.
      At denne jongleren med "tyngdeenergien" ved hjælp af "følelsesenergien" er primitiv i jegernes første spiralzoner er naturligvis givet. Her eksisterer denne jo kun opretholdt gennem overleveret automatfunktion fra en tidligere spiral (mineral- og plantetilværelsen). At nævnte jongleren nødvendigvis efterhånden må blive mere og mere fuldkommen, ja, tilsidst må blive et helt kunstværk, er naturligvis givet i henhold til jegets evige struktur, dets voksende evne til at tage de andre store grundenergier eller kraftkilder: "intelligensen", "intuitionen" og "hukommelsen" til hjælp i denne sin proces med ild og kulde. 432. Den lavest bevidsthedsmæssige oplevelse af denne jongleren oplever jeget i dyreriget, hvor dets begyndende beherskelse eller overtagelse af "tyngdeenergiens" ledelse og udnyttelse til eksplosioner i "det dræbende princips" tjeneste, meget ofte på grund af uvidenhed, bliver vendt imod det selv. Dette sker i form af al selvisk optræden. I denne zone kommer individet derfor også til at opleve de største former for ildens eller "tyngdeenergiens" ukultiverede virkninger. I alle situationer, hvor det retter "straf" eller lidelse og forfølgelse imod andre væsener, vil virkningerne sluttelig ramme individet selv. Thi også her må energibølgerne gå i kredsløb og først afslutte ved sit udgangspunkt, hvilket altså vil sige ved sit ophav. Men disse oplevelser giver jo individet erfaringer, og der bliver mere og mere anvendelse for spiralens øvrige grundenergier, hvilket vil sige de intellektuelle energier. Og "tyngdeenergiens" beherskelse ved hjælp af "følelsesenergien" bliver her, i samme grad som disse energier får indpas i bevidstheden, mere og mere kultiveret, hvilket igen vil sige, bliver mere og mere i overensstemmelse med verdensaltets logik eller den plan, der udgør den sluttelige guddommelige bestemmelse med altet, der igen er det samme som væsenernes højeste harmonioplevelse eller kulminationsoplevelse af intellektualitet.
      Denne oplevelse sker, som læserne allerede ved, i spiralens højeste zone: "den guddommelige verden". I denne zone er der også "tyngdeenergi". Selv om denne ganske vist, som billedet viser, her er latent, så er den dog stærk nok til at kunne levere den nødvendige dynamiske kraft til de her forekommende manifestationer. Materierne her er jo ikke af en så fortættet eller forstenet natur som i den fysiske verden, hvilket netop betinger, at væsenerne kan komme til at opleve den størst mulige frigørelse af denne materie, få det størst mulige råde- eller spillerum for sin højeste viden og kunnen og herigennem komme til at opleve sig som værende i kontakt med den mentalitet, der er hundrede procents analog med Guddommens. 433. Med "afkølingen" kommer individet således mere og mere til at kunne benytte sig af spiralens intellektuelle energier. Dette bliver altså kun muligt for individet igennem skabelsen af den animalske organisme. Uden denne kunne jeget umuligt føre intellektualitet ind på det fysiske plan. Under den fysiske ild- eller flammetilværelse har det kun en begyndende automatfunktion på det nævnte plan. Med den animalske organisme får det således dagsbevidsthed på det fysiske plan. Den animalske organisme kommer efterhånden til at rumme et temmeligt omfangsrigt center for individets intellektuelle evner eller kræfter. Det bliver derved i stand til, ikke alene at udfolde sig "seksuelt", men også intellektuelt.
      Medens det i sol- eller ildstadiet og de her efterfølgende mineral- eller "afkølingsstadier" kun har et "seksuelt" center, igennem hvilket hele dets fysiske fremtræden sker i form af automatfunktion, og i hvilken funktion det derfor må være ubevidst, så har det i sit animalske stadium tillige et intellektuelt center, igennem hvilket det foruden sin automatfunktion også bliver bevidst i selve den fysiske tilværelse, i selve dets eget liv og fremtræden.
      Fra sin animalske tilværelse udvikler det så sit intellektuelle center videre og videre, gør det mere og mere uafhængigt af animalismen, overfører langsomt både det seksuelle og intellektuelle center på "følelseslegemet", hvilket vil sige den del af den samlede organisme, igennem hvilken individet kan beherske "følelsesenergien". Og med overførelsen af dagsbevidstheden til dette legeme opstår den væsenstilstand, jeg her i "Livets Bog" kalder "det rigtige menneske". Fra denne tilværelsesform går udviklingen, således, som vi allerede har lært at kende, bort fra de animalske tilstande og frem imod spiralens højeste, skønneste og mest frigjorte, intellektuelle tilværelsesformer i Guds egen zone, for derfra atter at gå videre ind i nye guddommelige spiraler eller kredsløb i Guddommens evige favntag. 434. Men det er ikke alene det jordiske menneske, der er en så overjordisk lykke beskåret. Den her skildrede proces gør sig gældende i alle zoner eller bevidsthedssfærer, såvel i makrokosmos og mikrokosmos som i mellemkosmos (plante-, dyre- og menneskeorganismer). Ser vi på solsystemer og mælkeveje, eller ser vi på atomsystemer, så ser vi, at de samme love hersker her. Vi ser kolde og mørke kloder, og vi ser lysende og flammende sole. Hvad vil det sige? – Vil det ikke netop sige, at disse energimasser også er inddelt i manifestationer, i hvilke vi netop ser seksuelle og intellektuelle centrer. Og får disse manifestationer ikke netop derved hver især prædikatet "organisme". Og bliver de ikke netop analoge med de animalske organismer i mellemkosmos? – Vi behøver jo kun at se på vor egen klode. Rummer den ikke i sig en varme, der stammer fra dens eget centrum eller glødende indre? – Og leverer denne varme eller solenergi ikke netop den dynamiske spænding overfor den ydre "følelsesenergi" (verdensaltets kulde), som netop lige akkurat skal til for at holde dens klodeform med alle dens organiske funktioner eller livsbetingende kredsløb for dens mikroindivider vedlige? – Og bliver det ikke en kendsgerning, at den også på sin vis er animalsk? – Man kan ikke komme uden om, at en hel del af dens organismes materie er kød og blod. Alle de animalske væsener er jo dog noget af dens organisme. At denne kolde klode også bliver udtryk for intellektualitet, lader sig jo heller ikke bortforklare. Dens samlede menneskehed er dog temmeligt fremskredne dagsbevidste væsener og repræsenterer fremragende intelligens. De danner således en fremragende modsætning til de uintellektuelle solkræfter i dens indre, og viser sig således åbenlyst for den udviklede forsker som dens "intellektuelle center". Jordkloden er således i princip fuldstændig analog med det jordiske menneske eller et andet levende animalsk væsen. Den rummer alle de større grundprincipper, der danner grundlaget for en tings fremtræden og identitet som "levende væsen". Da jordkloden også er et led i solsystemets struktur, bliver vi her vidne til, at solsystemet ligeledes opfylder de betingelser, der skal til, for at man med rette kan kalde dette et "levende væsen". Det har det glødende centrum, der leverer den indre dynamiske spænding overfor verdensaltets "følelsesenergi" eller kulde, der skal til for at en organisme eller et system af kræfter i det hele taget kan opretholdes. Dette er således systemets "seksuelle center". Dernæst rummer solsystemet foruden jordkloden endnu flere kolde kloder. Med jordkloden i spidsen repræsenterer disse mere eller mindre systemets animalisme og den herigennem eksisterende betingelse for dets manifestation af intellektualitet på det fysiske plan. Solsystemet har således i sine kolde kloder også et begyndende "intellektuelt center".
      Ser vi nedad i mikrokosmos vil de samme principper være herskende. Også her vil den fremskredne kosmiske forsker se organismelovene dominerende. Også her vil kampen stå om en tilkæmpelse af ligevægt imellem systemernes seksuelle og intellektuelle centre. Også her vil "Guds ånd svæve over vandene". Også her vil livets altbeherskende impulser: seksualisme og intellektualitet dominere tilværelsen, synlige som den evige organisation af kraft igennem hvilken guden gør alle gudesønner identisk med sit eget altomfattende "billede efter sin lignelse".