til symbol nr. 80
 
Kosmos nr. 6, 1995, Tiden, et åndeligt rum, stk. 11-13 11. Ved hjælp af tiden markerer livet vort fysiske legemes fødsel og dets alder og vil engang komme til at markere det, vi kalder "døden", hvilket vil sige samme fysiske legemes adskillelse fra vort jeg og vor bevidsthed eller vort åndelige rum. Men efter denne adskillelse er der ikke sket nogen forandring i princippet, kun i detaljerne. Det levende væsen befinder sig stadig i sit evige nu mellem fortid og fremtid, mellem bevidsthedsbevægelser, som det selv har skabt, og som det selv skaber. Der er dog sket en forandring ved "dødsprocessen", nemlig at væsenet i en periode ikke oplever indtryk gennem fysiske sanser eller skaber i fysisk materie. Det oplever nu i en anden "tidsdimension" og må lære at indrette sig efter denne. Umiddelbart efter døden er væsenets dagsbevidsthed endnu dirigeret af vaner og tanker, som hører den fysiske verden til, selv om det ikke mere er i besiddelse af et fysisk legeme med organer og redskaber, hvormed det kan vekselvirke med det fysiske plan. Denne første tilstand efter "døden" kan i visse tilfælde blive en "skærsild" for væsenet, hvis det har været alt for afhængig af sine fysiske vaner og har svært ved at omstille sig til en rent åndelig tilværelse. Ligeledes bliver det en "skærsildsoplevelse", men af mere ubehagelig karakter, hvis væsenets åndelige rum er opfyldt af had, vrede, bitterhed, angst eller dårlig samvittighed. Det er dog alt sammen noget, væsenerne vil blive hjulpet ud af. Men det er vigtigt at understrege, at ingen behøver at opleve sådanne ubehageligheder, hvis de selv vil gøre noget for at undgå det. 12. Hvordan kan man gøre noget for at undgå at opleve en eventuel ubehagelig "skærsildsoplevelse", når man har forladt sin fysiske organisme? Det kan man ved at rense sin bevidsthed for negative tanker og følelser, mens man lever i den fysiske verden. Derved udrenser man sit åndelige rum for sådanne detaljer, der kan give ubehagelige oplevelser. Desuden kan man gøre noget for at udvikle sin tankeverden gennem åndelige og intellektuelle interesser. Da er man ikke afhængig af et rent fysisk betonet vanemønster, men kan hurtigt ved åndelige væseners hjælp vænne sig til livsoplevelsen i en ikkefysisk verden, der har så meget at byde ethvert menneske, der er i besiddelse af næstekærlighedsevne og et tanke- og følelsesliv, det naturligt kan leve videre på efter "døden". De levende væsener kan ikke lære at tænke i den åndelige verden; det kan kun læres på det fysiske plan, hvor det gør ondt at tænke forkert. Derfor må væsenet, som har mistet sin fysiske organisme, inkarnere i den fysiske verden igen, indtil det fuldt ud har lært at tænke i overensstemmelse med livets love, hvilket er ensbetydende med, at bevægelserne i dets åndelige rum vibrerer på bølgelængde med grundtonen i universets åndelige rum, der er det samme som Guds bevidsthed. 13. Inden den nye inkarnation kommer væsenet dog først til at opleve et kredsløb i de åndelige rum, som omgiver alle jordmenneskers åndelige rum, nemlig jordklodevæsenets åndelige legemer, der er det samme som jordklodevæsenets bevidsthed. Jordklodevæsenet har naturligvis også sin tidsoplevelse eller markering af sin evighedsoplevelse. Men der spiller perspektivprincippet ind således, at det, der for makrovæsenet eller jordkloden kun er et øjeblik, er et stort tidsrum for mikrovæsenet eller det jordiske menneske. Det er forhold, som i fremtiden vil blive afsløret for alle udviklede forskere, så man kan se det naturlige i, at "tusind år kan være som én dag og én dag som tusinde år".
      Med hensyn til nævnte kredsløb i de åndelige verdener eller jordklodevæsenets åndelige rum, så er det noget, ethvert menneske kan glæde sig til at opleve. Religioner og okkulte bevægelser har forsøgt at skildre disse verdener i symbolske billedsprog, der er skønne og poetiske, men slet ikke kommer på højde med den skønhed og logik, som disse verdener i virkeligheden rummer. Det er disse verdeners organiske struktur, den åndelige videnskab først nu er i stand til at analysere og forklare.
 
 
Livets Bog, bind 3, stk. 658, 662-663, 667 658. I vor udforskning af døgnkredsløbet kom vi til den foreteelse, at dettes "årstider" eller kontraster ikke helt passede ind i jordmenneskets mentale døgnkredsløb. Vi oplever således her på vore nordlige breddegrader, hvor "Livets Bog" bliver til, at dagen ved midsommertid er mere end tilstrækkelig til den menneskelige mentale udfoldelse, medens den til gengæld om vinteren er altfor kort. Dette misforhold imellem døgnkredsløbets afsnit og jordmenneskets mentale udfoldelse bliver endnu mere iøjnefaldende i selve polegnene, hvor der, som før påpeget, slet ikke er nogen nat om sommeren og ingen dag om vinteren. Denne omstændighed har igen sin rod i selve jordjegets plads i det dræbende princips zone. Den udgør en af de ufuldkommenheder, der endnu knytter sig til dens skæbne, og som yderligere er med til at betinge kvaliteten af dens mikrovæseners nuværende livsbetingelser.
      Disse ydre fysiske livsbetingelser er således i allerhøjeste grad præget af jordaksens særlige hældning i forhold til klodens baneplan i solsystemet. På disse livsbetingelsers særlige kvalitet kan vi se, at nævnte hældning er et udløst skæbnemoment, der foreløbig holder jorden i et forhold til lyset og varmen, der i en vis udstrækning i realiteten kan betegnes som "invaliditet" i forhold til den grad af fuldkommenhed, der ellers er at betragte som den normale i jordjegets fysiske organisme. Væsenerne må derfor overvinde de ubehagelige virkninger af den nuværende aksehældning i kraft af deres intelligens. Denne overvindelse bliver således i realiteten en kunstig levevis. Der, hvor naturen, hvilket vil sige klimaet, på grund af aksehældningen bliver ugunstigt for væsenernes eksistens, må disse på kunstig måde skabe gunstige forhold. Det er denne skabelse af kunstige livsbetingelser, vi allerede var inde på før, da vi blev vidne til, at væsenernes mentale "eftermiddagsudfoldelse" måtte strække sig ind i nattens område. De må i stor udstrækning selv skabe betingelser eller muligheder for denne udfoldelses manifestation.
      Da der efter solnedgang eller mørkets frembrud ikke forekommer tilstrækkeligt lys til nævnte manifestation, må man på kunstig måde frembringe dette. Og det er i henhold hertil, at de forskellige former for kunstigt lys er blevet opfundet.
      Da jordaksens hældning også afstedkommer det for væsenernes naturlige liv forholdsvis strenge klima, de stærke kontrastrige årstider med vinterkulde, frost og sne om vinteren og en noget for stærk varme om sommeren, må væsenerne, for at bringe deres manifestation op på den fulde "sommerudfoldelse", også her skabe kunstige muligheder. De må således bygge huse og leve en stor del af deres tilværelse indenfor disses vægge for at beskytte sig imod klimaets hårdhed, ligesom klæderne jo også er beregnet på at skabe den samme beskyttelse. 662. At jordaksen har fået denne omtalte hældning kan kun skyldes en overdreven tyngdeudfoldelse i jordens bevidsthed, hvilket vil sige en mentaludfoldelse, der var for voldsom i forhold til dens fastholdelse i dens naturlige plads i systemet. Denne mentaludfoldelse, som vi senere skal komme tilbage til, har medført ligesom et chok for jordjegets fysiske organisme. Denne har "forskubbet" sig i sit leje. At dette ikke har kunnet gå stille eller ubemærket af for dens mikroindivider er naturligvis en selvfølge. Og vi har da også sagn om store naturkatastrofer, kontinenter der er gået under, sunkne i havet. Vi har beretninger om syndfloden, "vandene der steg indtil 15 alen over de højeste bjerge" og lignende. At sådanne gigantkatastrofer har fundet sted kan ikke bestrides. Men de nærmere tids- og stedbetegnelser for disse gigantkatastrofer, samt hvor højt "vandene steg", har ingen betydning i denne forbindelse. Dog skal vi lige fremhæve, at årsagen som før nævnt skyldes en for stærk tyngdemæssig mental udfoldelse. Da jordklodevæsenet kun kan have stærk mental udfoldelse til de medvæsener, der hører til dens eget mellemkosmos, vil nævnte mentaludfoldelse således være det samme som en korrespondance mellem jordklodevæsenet og et eller flere af disse væsener. Da disse væsener overfor os udgør de foreteelser, vi kalder "himmellegemer", vil det chok, der har fremkaldt jordklodens aksehældning således være identisk med en for stærk energiudveksling i dens korrespondance med, eller i dens forhold til, disse himmellegemer. Om denne for stærke vekselvirkning af energi i sin rent ydre fysiske fremtræden har givet sig udslag i, at et af disse legemer på sin vej igennem verdensrummet er kommet i en farefuld nærhed af jordbanen eller det har givet sig udslag i en hel anden ydre fysisk foreteelse, forandrer ikke i nogen som helst grad ovennævnte analyse. Vi har derfor her kun til opgave at påvise disse fjerne fortidige gigantkatastrofers nuværende virkninger. Og som allerede nævnt er det disse virkninger, der ligger til grund for, at jordmenneskene i en vis udstrækning selv må skabe den beskyttelse for, eller det værn om, deres eksistens eller deres liv, som jordkloden af naturen, grundet på sin, af de fortidige katastrofer fremkaldte, invaliditet, nu ikke er i stand til at yde dem. Livet i jordklodeorganismen er derfor, grundet på nævnte invaliditet, noget sværere for dens mikrovæsener, end tilfældet ellers ville have været, hvis dens aksehældning var helt i den normale indstilling til systemets centrum. 663. Men det er jo ganske den samme gene, som ethvert fejltrin i bevidsthedsudfoldelsen afstedkommer hos alle universets øvrige beboere. Hvis et jordmenneske kommer ud for en for stærk tyngdemanifestation i dets mentale udfoldelse, hvilket vil sige et "hidsighedsanfald" og f.eks. geråder i slagsmål, kan det jo risikere, at følgerne af dette bliver legemlige læsioner foruden de mentale mørke tankestemninger, en sådan oplevelse altid afstedkommer. Dets skæbne kan naturligvis også føre det ind i andre former for læsioner eller ulykker. At disse oplevelser i første instans ikke tjener til at skabe lyse og lykkelige livsvilkår for et sådant væsens mikroindivider er en selvfølge. Og der, hvor de medfører en kronisk eller akut invaliditet, kan det ikke nægtes, at en sådan organismes ydeevne som bolig eller livsrum for dens normale mikrovæsener er tilsvarende forringet. At dette ikke kan undgå at præge de pågældende mikrovæseners skæbne er naturligvis også en selvfølge. Disse væsener må da på kunstig vis søge at indordne sig under de ved invaliditeten påførte abnorme forhold. Og det er sådanne forhold jordmenneskene til en vis grad befinder sig i, og som de i stor udstrækning har fået evnen til at overvinde følgerne af. Men denne evne er altså blevet til på grund af jordinvaliditeten. Og da denne evne er en stor udvidelse af væsenets skabeevne, er en stor overlegen mental kunnen, der ikke ville være blevet så hurtigt udviklet, såfremt jordakseforholdet ikke var blevet forskubbet, ser man her, hvorledes en invaliditet medfører en forceret udvikling eller giver væsenerne mulighed for på et langt kortere tidsrum, end det ellers ville være tilfældet, at opnå en særlig bestemt udviklet bevidsthedstilstand.
      Som før berørt har jordmenneskenes kamp med de klimatiske forhold været et overordentligt stort plus for deres rent tekniske udvikling. Opfindelsen af det kunstige lys og evnen til at bygge huse ville have været ukendte foreteelser på jordkloden. Men så kan man naturligvis hævde, at der uden jordinvaliditeten heller ikke var brug for sådanne foreteelser. Og det er jo rigtigt. Men opfindelsen af det kunstige lys førte til udviklingen af kendskabet til elektriciteten, ligesom arbejdet med at bygge huse førte til udviklingen af at kunne opføre eller konstruere store indviklede tekniske foretagender, der nu sætter dem i stand til mere og mere at opfylde det guddommelige bud om at gøre sig jorden underdanig.
      I en verden, hvor menneskene ikke behøver kunstigt lys eller kunstig varme, ikke behøver at bygge huse og lignende, ville der mangle en overordentlig stor del af den ansporing til udvikling, der nu gør sig gældende i den jordiske menneskehed. Den nævnte menneskeheds individer ville nærmest være at ligne ved beboere af en slags paradisisk sydhavsø i forhold til det teknisk udviklede kulturmenneske. At samme kulturmenneske i stor udstrækning, grundet på denne sin tekniske udvikling, er blevet et endnu større redskab i det dræbende princips tjeneste end beboeren af den paradisiske sydhavsø, viser jo kun, at førstnævnte væsen har fået et foreløbigt forspring i udviklingen. Det er på grund af jordinvaliditeten nået et stykke længere frem imod det dræbende princips kulmination i spiralkredsløbet end nævnte sydhavsbeboer. 667. Da enhver foreteelse i sig selv kun udgør en rytme, der må afløses af en ny rytme, hvilket i virkeligheden, som vi har set, er det samme som en "årstid" i et kredsløb, der må afløses af en ny "årstid", er enhver ting i sig selv et kredsløb eller noget af et kredsløb. På samme måde er jordaksens abnorme forhold også kun en rytme eller "årstid" i et af dens skæbnekredsløb og vil blive afløst af en ny rytme eller en "årstid" i nævnte kredsløb. Dog skal man ikke vente sig, at jordorganismen i denne jordjegets nuværende fysiske inkarnation vil komme ud for et så voldsomt chok, at dens akse pludselig vil blive bragt tilbage i sin normale stilling i jordens baneplan omkring solen. En sådan gigantkatastrofe kan for jordens vedkommende ikke mere finde sted. Hvis jordaksen overhovedet kan vende tilbage til den lodrette stilling i baneplanet, kan det kun ske på en for mikrovæsenerne næsten umærkelig måde, en måde, der vil tage årmillioner og atter årmillioner for sin fuldførelse. Dens invaliditet er således på en måde kronisk. Men da invaliditeten ikke har været af en større grad, end at dens menneskelige mikrovæsener på kunstig måde har kunnet borteliminere dens følger og samtidigt har materiale nok, såsom elektricitet, brændsels- og byggemateriale etc. til skabelse af et fortsat værn imod dens følger, således at endog en "rigtig menneskelig" tilværelsesform senere her kan blive muligt, vil en pludselig akseforskubbelse slet ikke være påkrævet. Ja, den ville endog være en slags meget farlig "operation", der let kunne medføre en helt ny og endnu mere farlig form for invaliditet. Og denne invaliditet ville blive så meget desto farligere, eftersom den ikke alene ville blive en stor fysisk læsion for jordens mikrovæsener, men den ville også blive en fremtrædende intellektuel eller mental svækkelse for det samme væsen, idet dets menneskelige mikroindivider tilsammen udgør dets fornemste eller vigtigste organ for dets fysiske mentalitet, ja, er selve sædet for dets fysiske dagsbevidsthed, og disse væsener nu i stor udstrækning befinder sig på alle dele af kloden med undtagelse af selve polområderne, der jo ikke hører med til dens animalske eller ædlere dele, men derimod er henhørende under dens skelet- eller bruskregioner. En pludselig og derved voldsom eller brutal akseforskubbelse ville således ikke kunne undgå at medføre så katastrofale følger, at ikke alene hele kontinenters livsformer måtte gå under, men hele menneskelige kulturcentres udslettelse ville også blive en kendsgerning. Voldsomme storme, jordskælv og syndfloder, fra blandt andet smeltende isregioner ved polerne, ville sprede død, rædsel og undergang ud over andre kontinenter. De nu oparbejdede kulturelle kræfter eller spirer til en kommende højere human verdenskultur ville forsvinde i dette ragnarok. En hel anden og ringere menneskehed måtte derefter inkarnere på jorden. Der ville ingen betingelser være for en gradvis fortsættelse ad en udviklingsbane som den, dens nuværende menneskehed er underkastet. Jorden ville ganske vist ved dens aksefald tilbage til dens normale leje blive i et fuldkomment forhold til solen, hvorved dens kontrastrige årstider næsten ville være forsvundet og dermed en slags paradisisk tilstand igen være indtrådt på dens kontinenter; men et sådant paradisisk livsbetingelsesforhold ville jo kun passe for primitive beboere af paradisiske sydhavsøer. Og hvis kloden skulle befolkes med sådanne væsener, ville dette altså betyde et tilbagefald. Disse væsener stod jo ikke på højde med den menneskeheds gennemsnitsmentalitet, der nu befolker jorden, og de ville yderligere helt være afskåret fra at opnå denne gennemsnitsmentalitet, grundet på jordklodeaksens lejefuldkommenhed i systemet. Det ville således være en kendsgerning, at jordklodevæsenet var blevet et både fysisk og mentalt set ringere væsen efter akseforandringen, end det var i forvejen.
      Men at et væsens tilegnede erfaringer, talenter og evner pludseligt skulle kunne tages fra det, og væsenet faktisk måtte befinde sig i en tilstand, som om det aldrig havde ejet eller oplevet disse ting, ville jo være det samme som, at disse havde været ganske nytteløse. Hele jordklodejegets oplevelse af akseforandringen ville have været ulogisk, altså en tilstand, der er ganske umulig i universet. Jordaksens "pludselige" tilbagefald bliver således her synlig som absolut umulig.
      Man kan naturligvis også fremhæve, at jorden ved aksens tilbagefald til sit normale leje ville få betingelser for en inkarnation af en færdig eller rigtig menneskehed i sin organisme. Og det kunne den naturligvis også; men hvad så med jordmenneskeheden? – Denne menneskehed har helt vænnet sig både fysisk og mentalt til at tænke, handle og skabe i forhold til den af dem selv oparbejdede kunstige livsbasis og er herigennem allerede nået så langt frem i udviklingen af ren menneskelig mentalitet, hvilket vil sige i humanitet og kærlighed, at en så voldsom katastrofe, som en "pludselig" akseforandring måtte medføre, ikke kunne undgå at komme til at berøre mennesker, der forlængst er vokset over en sådan skæbne. Men da ingen væsener kan påføres en skæbne, de er vokset over, vil jordaksens "pludselige" tilbagefald således som før nævnt være en umulighed. Ethvert udviklingstrin har sin skæbnebegrænsning. Et væsen, der befinder sig i "den guddommelige verden", kan ikke rammes af en fysisk ulykke, ligesom et væsen, der er hjemmehørende på det fysiske plans mord- og lemlæstelseszone, ikke kan overskygges af "den hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed". Enhver bevidsthedstilstand er jo et trin imellem de to yderpoler: had og kærlighed. Jo mere man befinder sig nær hadets pol, jo mindre oplevelse af kærlighed. Og jo mere man befinder sig nær kærlighedens pol, jo svagere bliver oplevelsen af hadets virkninger. Med hadets virkninger forstås her ikke alene alt, hvad der kommer ind under menneskenes indbyrdes krige, forfølgelser, splid og uenighed, men også alle andre former for dræbende og ulykkebringende foreteelser, såsom: naturkatastrofer, jordskælv, cykloner og orkaner og ligeså de gigantiske katastrofer, der engang har forvoldt jordaksens nuværende hældningsgrad. Og det er som nævnt disse sidstnævnte katastrofer, der ikke mere kan ramme jorden, idet de repræsenterer en grad af dræbende natur, der ligger altfor nær hadets pol, til at de kan komme til udfoldelse i den zone, hvor jordorganismens ædleste dele eller vigtigste mikrovæsener: jordmenneskene befinder sig. Her findes ganske vist endnu krig og lemlæstelsesprocesser forvoldt af disse væsener selv, men disse foreteelser er ikke i sig selv så store, at de i forhold til jordorganismen er katastrofale. Tværtimod, i dette perspektiv eller i selve jordbevidstheden er de kun at udtrykke som detaljer i en ufarlig krise, en krise, som alle væsener normalt må igennem umiddelbart i den begyndende oplevelse af "den store fødsel", hvilken oplevelse jorden jo, som andet sted i "Livets Bog" betegnet, er i færd med at blive indhyllet i. I denne oplevelsestilstand kan det ikke nægtes, at gigantkatastroferne er en umulighed. Så drastiske skæbnebølgers tilbagevenden kan ikke forenes med det kærlighedens trin, som jordorganismens ædleste mikrovæsener nu udtrykker. En sådan katastrofe her ville være på tværs af alle naturlove, ja, ville sætte selve den i verdensaltet forekommende kulminerende logik helt i skammekrogen. Jorden ville i en sådan situation, hvor begivenhederne førte den ind i en af de nævnte gigantkatastrofer, måske nok være heldig og få sin førlighed med hensyn til aksehældningen tilbage og få ophævet den herpå baserede fysiske invaliditet, men da de menneskelige mikrovæsener af den nuværende kulturstandard derefter ikke ville finde betingelser for deres udfoldelse og således måtte ophøre med at inkarnere på kloden, og paradisiske, men uintelligente væsener måtte indtage deres plads, ville jordorganismen således ved katastrofen være blevet forringet. Da jordmenneskene i særlig grad er sædet for jordorganismens mentale kræfter, ville nævnte forringelse således i tilsvarende grad også være af mental natur. Men en mental forringelse ville jo være det samme som en ny invaliditet. Jorden ville i stedet for sin nuværende fysiske få en mental invaliditet. Og dette er jo lige det modsatte af, hvad der er forjættet den.
      Det er ganske rigtigt, at der er bebudet den, at dens "sidste tider" skal blive en ulykkens og lidelsernes kulmination, hvor "djævelen" skal rase i al sin vælde, og dens mentale atmosfære skal være "gråd og tænders gnidsel"; men alle disse foreteelser er tilsammen for jordklodejegets organisme og mentalitet netop ikke andet end den førnævnte normale sjælelige krise, der altid må gå forud i et individs mentalitet, før den helt bliver taget i besiddelse af "den hellige ånd" eller "den store fødsel". Denne krise er netop også i Bibelen udtrykt som "dommens dag". For jordjegets bevidsthed betyder "dommens dag" således ikke skabelsen af en ny lemlæstelse eller invaliditet i dens organisme, men derimod et mentalt opgør med den selv, en indre bedømmelse af dens væsens natur til fordel for en ny, og fremtidig til det bedre forandret, både fysisk og mental livsform. Det er denne ny mentale og fysiske livsform, der også i Bibelen henholdsvis er udtrykt som den kommende "ny himmel" og "ny jord". Jordjeget bliver således i stand til igennem sin krise, igennem sit opgør med sig selv, at erkende sin bevidsthedstilstand som mindre fuldkommen og i kraft af denne erkendelse i stand til at dømme sig selv til at skabe en for dets mikroindivider mere heldig, mere fuldkommen og derfor mere kærlig fremtidig tilværelse. Dette er den "fortabte søns" sidste syn, sidste beslutning, sidste vilje. Det er den, der bliver slutfacittet i enhver højere sjælelig krise. Det er den, der kommer til syne i Jesu bevidsthed i Getsemane, da han udbryder: "Fader ske ikke min, men din vilje". Dette er altså "dommedagens dom", dens facit og kulmination. Derefter går vejen udelukkende til Faderen, hvis nærhed er den "ny himmel" og "ny jord", og hvis favntag er kærligheden, der igen er lyset, lykken og saligheden.